Dette er tekstversionen af Arbejdsmiljø: Psykiatrien i Region Syddanmark er et godt sted at arbejde
Klik her for at komme til den grafiske version af Arbejdsmiljø: Psykiatrien i Region Syddanmark er et godt sted at arbejde




Arbejdsmiljø: Psykiatrien i Region Syddanmark er et godt sted at arbejde


Det Norske Veritas (DNV-GL) har kigget arbejdsmiljøet efter i sømmene i psykiatrisygehuset, og resultatet er forbedret. Psykiatrien i Region Syddanmark er rykket et niveau op, hedder det i DNV-rapporten, hvor der også peges på mulige forbedringer.

- Vi er glade for, at vores indsats for at forbedre arbejdsmiljøet bærer frugt. Det ligger os meget på sinde hele tiden at løfte niveauet. For vi ser en stor sammenhæng mellem at have et godt arbejdsmiljø og kunne løse vores kerneopgave bedst muligt, siger administrerende sygehusdirektør Charlotte Rosenkrantz Josefsen.

Certificeringen hos DNV-GL skal sikre et fortløbende og konstant fokus på at forbedre arbejdsmiljøet i psykiatrisygehuset med afsæt i ledelse og organisering af området.

Besøget af DNV-GLs auditør foregik i perioden fra d. 21. oktober til d. 8. november og var denne gang en opfølgning på tidligere fund, der skulle rettes.

Psykiatrien i Region Syddanmark er gået et niveau op i forhold til det seneste besøg, viser rapporten. Det placerer aktuelt psykiatrisygehuset på karakteren 3 ud af 5.

Rapporten beskriver et højt aktivitetsniveau på arbejdsmiljøområdet. Det sker i stor udstrækning som en integreret del af den øvrige drift, hvor man også i høj grad gør brug af den Syddanske Forbedringsmodel til at løfte niveauet på en lang række områder.

- Noget, som springer i øjnene, er, hvor tydeligt den Syddanske Forbedringsmodel, gør en positiv forskel på arbejdsmiljøet.

Det øger motivationen til at folde de muligheder, den rummer, endnu mere ud. For selv om vi er blevet dygtigere, er der stadig plads til at blive endnu bedre, konstaterer Charlotte Rosenkrantz Josefsen.

Ny ISO standard stiller nye krav

Når DNV-GL kommer på audit næste gang, er kravene skærpede, fordi psykiatrisygehuset fremover skal leve op til arbejdsmiljøstandard, ISO45001.

- Nye standarder stiller nye krav, det gør ISO45001 også. Der bliver stillet krav til øget systematik, deadlines og tydelige mål for vores arbejde. Men det er alt sammen noget, der spiller godt sammen med den syddanske forbedringsmodel. Så jeg er fortrøstningsfuld, siger Charlotte Rosenkrantz Josefsen. 

Standarden kræver bl.a. at arbejdsmiljøarbejdet skal være integreret i den daglige ledelsesopgave med fokus på forbedringer af arbejdsmiljøet.

Det betyder samtidig øgede krav til ledelsesfunktionen i hele sygehuset. For at hjælpe indfasningen af kravene i den nye ISOstandard på vej er der midlertidigt ansat arbejdsmiljøkoordinatorer på alle afdelinger.

Psykiatrien i Region Syddanmark får besøg af DNV-GL i november 2020 efter ISO45001 med henblik på gencertificering efter ISO45001.

FAKTA OM DNV GL

DNV GL er en global konsulentvirksomhed, som arbejder med sikring af kvalitet og risikostyring.

Yderligere oplysninger:

Administrerende sygehusdirektør Charlotte Rosenkratz Josefsen: 99 44 48 01




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk