Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Faglig sparring og fælles frokost

Maria Houlind og Merle Veggerby er psykologer og arbejder på Kresten Philipsens Vej 4. De bliver begge en del af det kommende Børne- og Ungdomspsykiatriske Ambulatorium i Aabenraa fra 2014.

Faglig sparring og fælles frokost

Maria sad tidligere i Augustenborg i ungeteamet, Merle på Bjergegade i Aabenraa, som en del af børneteamet. I dag arbejder de sammen og kan allerede mærke de fordele, det giver:

- Vi kan bedre bruge hinanden til faglig sparring, og det giver også et bedre flow for familierne – det er nemmere at overlevere børnene fra fx børneteamet til ungeteamet. Aldersgrænsen kan godt føles lidt kunstigt, og nu bliver overgangene mindre skarpe, siger Merle Veggerby.

Maria supplerer:

- Man kan som fagperson jo godt have en tendens til at indsnævre sig. Nu kan vi bedre få bredden ind; kollegerne kan bidrage med andre perspektiver, og det kan vi mærke allerede nu.

Kollegialt er der også en god stemning. Hver onsdag holder hele huset fælles frokost. Julefrokosten holder de to teams dog hver for sig i år - idet nogle holder den i Augustenborg, som de plejer.

Færre kommuner – bedre samarbejde

I forbindelse med flytningen i april måned til Kresten Philipsen Vej har behandlerne nu kun to kommuner at koncentrere sig om, mod fire kommuner tidligere.

- Det giver et langt bedre overblik, når vi ikke skal samarbejde med så mange kommuner, og for patienterne må det også være en fordel: De har ikke længere så langt, så vi kan have flere møder med patienterne. Og det er en fordel for kommunerne, at vi er tættere på. Det gør samarbejdet nemmere, siger de begge.

Når børnene hører ambulancen

Merle sad tidligere nede i byen og hun kan selvfølgelig godt mærke en forskel:

- Det var hyggeligt dernede, og ikke så sygehusagtigt. Jeg kan godt mærke, at børnene nogle gange reagerer, hvis de hører en ambulance. Samtidig vil vi jo gerne afstigmatisere, så det er et dilemma. Omvendt er der mange fordele ved at være så tæt på somatikken, i forhold til samarbejdet på tværs. Det bliver mere holistisk, siger Merle.


Siden er sidst opdateret 4-12-2012



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring