

|
|||
I 2023 har Psykiatrien i Region Syddanmark ansat 90 specialpsykologer. Det er målet for den indsats, der officielt blev skudt i gang 28. januar 2013, hvor regionsrådet havde "Rekrutterings- og kvalitetsindsats i psykiatrien" på dagsordenen. Indsatsen er et led i Region Syddanmarks økonomiaftale for 2013.
De 90 specialpsykologer skal sammen med psykiatere og specialsygeplejersker sikre, at sygehuset kan levere god behandling inden for fire uger, som er den varslede forkortede maksimale ventetid for psykiatriske patienter.
I 2016 skal sygehuset have uddannet 40 specialpsykologer. Fem af de 40 ansættes i lokalpsykiatrien på Psykiatrisk Afdeling Odense allerede i foråret 2013.
Psykiatrisygehuset vil også - frem til 2016- rekruttere 20 udenlandske speciallæger. Det er en intensivering af indsatsen i 2011 - 2012, hvor det lykkedes at rekruttere 10 udenlandske psykiatere. De virker her og nu på afdelingerne i blandt andet Esbjerg, Vejle, Kolding og Middelfart.
Sideløbende sættes et projekt i gang, der skal understøtte, at de nye udenlandske læger bliver i Region Syddanmark. Fastholdelsesprojektet etableres med EU-støtte og er målrettet såvel lægerne som deres familier.
Ligeledes vil der i de kommende år være fokus på at få uddannet flere specialsygeplejersker. Sygehusets mål for de kommende 10 år er årligt at uddanne 22 sygeplejersker i psykiatrisk sygepleje.
Notat - "Rekrutterings- og kvalitetsindsats i psykiatrien" (pdf).
Fem psykologer til Psykiatrisk Afdeling Odense
Tema om at rekruttere udenlandsk arbejdskraft
Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring