Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilFAGFOLKpilForskningpilForskningsprojekterpilIPS - individuelt planlagt job med støttepilAnne-Sophie er kandidat til et hverdagsliv med job og uden førtidspension

Anne-Sophie er kandidat til et hverdagsliv med job og uden førtidspension

Af journalist Eivind S. Johansen.

23-årige Anne-Sophie Wisborg fik diagnosen paranoid skizofreni, da hun var 16 år, men har haft symptomerne på lidelsen så langt tid, hun kan huske tilbage. Hun er på førtidspension, men har en drøm om at erstatte pensionen med en uddannelse og et arbejde.

Den drøm ser nu ud til at kunne blive til virkelighed. Anne-Sophie er med i IPS-projektet i lokalpsykiatrien på Skulkenborg i Odense. IPS står for individuelt planlagt job med støtte, og deltagerne i projektet kaldes kandidater.

På kandidatens præmisser

- Jeg har selv brugt flere år på at bearbejde mine sociale og funktionelle problemer. IPS-projektet er en støtte for mig og skal føre til en afklaring af, om jeg kan begå mig på en arbejdsplads. Afklaringen sker på mine betingelser og i det tempo, der passer mig, forklarer Anne-Sophie.

Netop det, at forløbet foregår på Anne-Sophies egne præmisser, er altafgørende for hende.

- Jeg har gennemført en halv gymnasieuddannelse, men måtte stoppe, fordi jeg fik stress og en svær depression over ikke at kunne leve op til kravene om mødepligt i de perioder, hvor jeg havde det dårligt, fortæller hun.

Anne-Sophie fik et nyt nederlag, da Odense Kommune mente, at hun skulle tage en HF som enkeltfag og derfor trak hende ud af et aktiveringsforløb hos kunstneren Jens Galschiøt, selv om hun var rigtig glad for at være der.

- Det knækkede mig for alvor, at jeg ikke kunne overholde mødepligten på HF. Jeg har brugt ufattelig lang tid på at komme ovenpå igen og endte på førtidspension, fortæller Anne-Sophie.

Hun beskriver symptomerne på sin sygdom som forfølgelsesvanvid i begrænset omfang, hallucinationer, vrangforestillinger og ikke mindst angstanfald.

 

Anne-Sophie W.

IPS-projektet er en støtte for mig og skal føre til en afklaring af, om jeg kan begå mig på en arbejdsplads. Afklaringen sker på mine betingelser og i det tempo, der passer til mig, fortæller Anne-Sophie Wisborg. Foto: Eivind S. Johansen.

Projektet gavner Anne-Sophie

Anne-Sophie har været med i IPS-projektet i tre måneder.

- Jeg føler, at jeg allerede er nået langt ved bl.a. at deltage i et træningsprogram. Min hukommelse og evne til at genkende er forbedret, og jeg er også blevet bedre til at strukturere mine tankemønstre, forklarer Anne-Sophie og tilføjer:

- Tidligere kunne jeg ikke bevæge mig gennem gågaden uden at vende mig om hver andet øjeblik af frygt for, at jeg ville blive overfaldet og slået ned. Sådan har jeg det ikke længere.

Anne-Sophie forholder sig meget bevidst til sine symptomer, og det bevirker, at hun kan bearbejde dem kognitivt og leve med dem, især efter hun droppede al medicin for to år siden.

- Medicinen gjorde mig til en zombie og stressede mig. Jeg har prøvet flere typer, men ingen af dem har kunnet tage alle mine symptomer. Ulemperne har altid været større end fordelene. Jeg har fået et meget bedre liv uden medicin, siger Anne-Sophie.

Nu er hun klar til tage sit næste skridt; hun håber på, at få lov til at gå i gang med en enkeltfags HF som fjernstuderende uden stressende mødepligt. På lidt længere sigt vil Anne-Sophie gerne uddanne sig til et job på et museum eller til socialt arbejde med mennesker.
 


Siden er sidst opdateret 16-7-2013



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt