Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilApril 2018pilNyt ph.d.-studie vil forebygge livstilssygdomme hos retspsykiatriske patienter

Nyt ph.d.-studie vil forebygge livstilssygdomme hos retspsykiatriske patienter

Der er et problem med livsstilssygdomme hos patienter med psykiske sygdomme, og det vil et syddansk forskningsprojekt forsøge at forebygge ved at undersøge retspsykiatriske patienters sundhedsvaner. 

Metabolisk syndrom er særligt udbredt hos patienter med psykiske sygdomme, og der er ikke meget viden om, hvordan det forebygges. Syndromet giver en øget risiko for at udvikle livstilssygdomme som type 2-diabetes og hjertekarsygdomme.

Det er årsagerne til, at Anne Louise Winkler Pedersen har valgt dét som emnet, hun de kommende år skal forske i. I sit ph.d.-studie vil forskeren, der har en baggrund i human ernæring, dykke ned i, hvad risikoen for at udvikle metabolisk syndrom er, hvis man er patient på en retspsykiatrisk afdeling, samt hvordan det metaboliske syndrom kan forebygges. Håbet er på længere sigt at forbedre sundheden hos patienter indlagt med en psykiatrisk diagnose.

- Vi studerer personer på en retspsykiatrisk afdeling, da de generelt er indlagt i længere tid end patienter på et alment psykiatrisk afsnit. Det handler om at forebygge livsstilssygdomme i sidste ende, og jeg håber i sidste ende at kunne komme med nogle forslag til, hvordan det kan gøres hos en udsat patientgruppe, siger Anne Louise Winkler Pedersen.

I selve projektet er der tre delstudier, der skal studere kvantitative og kvalitative data fra journaler, spørgeskemaer og interviews. Patienternes indlægningstid studeres for at se, om der er en sammenhæng mellem længden af indlæggelsen og risikoen for at udvikle metabolisk syndrom og dermed en livsstilssygdom.

Patienterne inddrages i høj grad
Patienterne kommer til at spille en central rolle i forskningsprojektet, da deres besvarelser kommer til at danne grundlaget for Anne Louises anbefalinger ift., hvordan man kan forebygge, at en patient udvikler metabolisk syndrom under en indlæggelse. I interviewsene vil der derfor være fokus på de forskellige barrierer og motivationsfaktorer for at leve sundt.

Det er også håbet, at ph.d.-projektet kan være endnu et skridt på vejen til at gøre op med den ulighed i sundhed, der eksisterer. Det er bevist, at personer med en psykisk sygdom i gennemsnit lever 15-20 år mindre end resten af befolkningen.

Anne Louise Winkler Pedersen er i forskningsperioden tilknyttet SDU og Psykiatrien i Region Syddanmark.


Fakta:
Metabolisk syndrom er en tilstand med forhøjet blodtryk, overvægt og nedsat følsomhed for insulin. Det giver øget risiko for at udvikle eksempelvis hjertekar-sygdomme og type 2-diabetes.Personer med psykiske lidelser lever generelt kortere end resten af befolkningen, og hjertekarsygdomme er en hyppig dødsårsag i den sammenhæng. 



yderligere oplysninger fås hos:
  • Anne Louise Pedersen, Anne.Louise.Pedersen@rsyd.dk

Siden er sidst opdateret 26-4-2018



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt