Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilMaj 2018pilVellykket nabomøde i Odenses nye lokalpsykiatri

Vellykket nabomøde i Odenses nye lokalpsykiatri

Psykiatrisk Afdeling Odense og Afdelingen for Traume- og Torturoverlevere (ATT) var torsdag den 3. maj værter for et arrangement i den nye lokalpsykiatri på Odense havn. Lokalpsykiatrien vil fremover huse cirka 190 medarbejdere og mange patienter. Naboerne var inviteret til at se bygningen og få et større indblik i psykiatrisygehuset.

Torsdag aften bød Psykiatrisk Afdeling Odense og ATT naboerne til byens nye lokalpsykiatri på havnen velkommen. Til nabomødet stillede afdelingsledelsen sig til rådighed med svar på de fremmødtes spørgsmål om den nye bygning og psykiatrien generelt.

Afdelingschef for ATT, Ulla Wernberg-Møller og ledende overlæge Sonja Rasmussen fortalte om alt fra patientgrupperne til brugen af videokonsultationer, og de svarede på spørgsmål fra de fremmødte, der blandt andet ville vide, hvorfor bygningen var placeret lige netop dér, og om patienterne udskrives for tidligt.

Torsdag den 3 maj var der nabomøde i den nye lokalpsykiatri

 Skulle fjerne bekymringer
Ifølge Sonja Rasmussen var det et godt nabomøde, der forhåbentlig gjorde op med nogle af de bekymringer, naboerne har givet udtryk for.

- Vi ville gerne vise borgerne, hvem vi er, fordi vi oplevede indsigelser og spørgsmål, da det kom frem, at lokalpsykiatrien skulle ligge der. Jeg synes, det var dejligt, at der mødte folk frem, og gæsterne var meget imødekommende og interesseret i huset og psykiatrien generelt, siger hun.

God oplevelse for gæsterne
I alt var der knap 20 personer til stede i alle aldre, og en af dem var Erik Nielsen, der er formand i ejerforeningen Promenadebyen, der ligger tæt på den nye lokalpsykiatri. Han deltog, fordi han generelt er nysgerrig på, hvad der sker i lokalområdet. Han fik en god oplevelse, der gjorde ham klogere på syddansk psykiatri.

- Jeg synes, det er en interessant og flot bygning, der må være rar at komme i som patient eller medarbejder. Jeg blev overrasket over, hvor mange personer, der enten arbejder eller er i behandling i lokalpsykiatrien – og så var det spændende at høre om de forskellige patienter, der kommer her, siger han og roser initiativet til at arrangere nabomødet.

- Det er et rigtig godt initiativ, for det har givet mig et godt indblik i og en god forståelse for, hvad det er, der ligger her, slutter han.

Lokalpsykiatrien på havnen i Odense har været i brug i over en måned, men den officielle indvielse finder sted ved en reception sidst i maj.
 



Siden er sidst opdateret 4-5-2018



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt