Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilJuni 2018pilOver 100 borgere fik et blik ind bag murene i retspsykiatrien

Over 100 borgere fik et blik ind bag murene i retspsykiatrien

Nogle var bekymrede, andre nærmest begejstrede, men flertallet af de cirka 110 fremmødte ved borgermødet i aftes på den retspsykiatriske afdeling i Middelfart var bare nysgerrige.

- Hvor meget kan I egentlig se på jeres overvågningskameraer? Kan I se ind i stuerne til os, der bor tæt på, var der én af naboerne, der ville vide, da omkring 110 personer var mødt op til borgermøde på Middelfarts retspsykiatriske afdeling torsdag aften.

- Er muren omkring gårdhaven høj nok til at forhindre, at nogen af jeres patienter springer over den, spurgte en anden, imens en tredje bad om en forklaring på, hvordan man vil skabe tryghed for alle – også for naboerne på Østre Hougvej - når det nye retspsykiatriske afsnit i Middelfart tages i brug 1. juli og antallet af døgnpladser dermed øges fra 70 til 84.

Spørgelysten var stor og mange emner blev berørt på de to timer, der var sat af til rundvisning, oplæg og dialog på afdelingen, og hvad overvågningen angår, så rækker kameralinserne altså ikke ind i folks stuer eller soveværelser, lød det, imens svaret på, om gårdmuren er høj nok til at holde patienterne inde, var et klokkeklart ja.

- Selv om muren ikke ser særligt høj ud udefra, så er den faktisk fire meter. Den er bygget efter elefantgårdsprincippet, hvor niveauet er sænket på indersiden, forklarede afdelingssygeplejerske Isabel Gindeberg, der helt generelt ikke mente, at naboerne i området har grund til at føle sig utrygge.

- Når nogen af vores patienter vælger at forlade afdelingen, er det jo ikke naboskabet, der trækker. De sætter typisk kursen mod banegården, hvor de hurtigt kan komme videre til Århus, Odense eller en anden storby, forklarede hun.

Alligevel bliver sikkerheden nu skærpet for at dæmme op for det relativt store antal rømninger, som man naturligvis ikke er stolt af på den retspsykiatriske afdeling.

- Vi har foretaget en intern og ekstern gennemgang af vores bygningsmasse sammen med Kriminalforsorgen, vi har rådført os med andre regioner om, hvordan de sikrer sig, og vi har sparret med politiets indsatsleder i Middelfart om, hvordan vi håndterer forskellige situationer.

Desuden har vi øget vores fokus på den relationelle sikkerhed og ændret forskellige procedurer, forklarede administrerende sygehusdirektør i Psykiatrien i Region Syddanmark Charlotte Rosenkrantz Josefsen

En gennemgående pointe både fra hende og de øvrige oplægsholdere var imidlertid, at en retspsykiatrisk afdeling er et hospital, hvor det handler om at behandle, ikke at straffe mennesker.

Derfor er der også grænser for, hvor højt et sikkerhedsniveau, man kan indføre, uden at det virker krænkende og mod hovedhensigten.
- Vores opgave er at forebygge, at ny kriminalitet sker, fastslog Charlotte Rosenkrantz Josefsen.
- Behandlingen er derfor det primære, og den ønsker vi ikke at kompromittere, tilføjede Isabel Gindeberg.

Formanden for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark, Thies Mathiasen (DF), der bød velkommen til mødet på regionens vegne, var umiddelbart enig i denne betragtning.

- Vi må understrege, at vi befinder os på et behandlingssted, ikke i et fængsel, sagde han.
- Men for mange er retspsykiatrien en ukendt verden præget af fordomme, og utrygheden er ikke blevet mindre efter den seneste tids rømninger, påpegede han og glædede sig derfor over det store fremmøde.

- Det er en god tradition, at vi inviterer borgerne indenfor for at se vores behandlingsinstitutioner. Den tradition vil vi også gerne videreføre med arrangementet i dag, sagde han.

Borgermøde i Middelfart 7. juni 2018
Borgermøde i Middelfart 7. juni 2018

- Jeg kan sagtens forstå den utryghed, som nogle gav udtryk for på borgermødet, og det er vigtigt, at man som nabo har mulighed for at adressere den, sagde Charlotte Rosenkrantz Josefsen, der er glad for, at mødet blev afviklet i en positiv ånd og med en nuanceret debat. 
 

FAKTA

Fra 1. juli 2018 udvides antallet af døgnpladser på den retspsykiatriske afdeling i Middelfart fra 70 til 84.

  • Al viden og kompetence om retspsykiatrisk behandling i Region Syddanmark er samlet i Middelfart, hvor den retspsykiatrisk distriktspsykiatri også har base.
  • I forbindelse med udvidelsen er der foretaget en generel skærpelse af sikkerheden på afdelingen.
  • Antallet af rømninger har været markant større fra 2016-18 end tidligere år, og denne udvikling søger man nu at dæmme op for.

Yderligere oplysninger:

Thies Mathiasen, formand for psykiatri og socialudvalget i Region Syddanmark: 40 40 77 46

Charlotte Rosenkrantz Josefsen, administrerende direktør, Psykiatrien i Region Syddanmark: 99 44 48 01

 

 




Siden er sidst opdateret 8-6-2018



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring