Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilMarts 2019pilTilfredsheden hos patienter i behandling i syddansk retspsykiatri er steget

Tilfredsheden hos patienter i behandling i syddansk retspsykiatri er steget

Langt størstedelen af patienterne i Psykiatrien i Region Syddanmark er tilfredse med deres forløb, og i retspsykiatrien ses en stor forbedring siden sidste år. Det viser nye resultater fra den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser.

Medarbejderne i retspsykiatrien i Middelfart kan give sig selv et klap på skuldrene efter resultaterne af den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) for nyligt er blevet offentliggjort. Her ses nemlig et klart fremskridt i tilfredsheden hos afdelingens patienter sammenlignet med sidste år.

- Vi er stolte af, at patienterne kvitterer for den store indsats medarbejderne gør. På alle afsnit har medarbejderne arbejdet bevidst med at forbedre inddragelsen af patienterne, dels i egen behandling, dels i hverdagen på afsnittene. Alle medarbejdere har taget udfordringen op og arbejder hårdt for at skabe en mere individuelt tilpasset behandling, færre regler og dermed færre konflikter mellem medarbejdere og patienter, siger oversygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling Middelfart, Isabel Gindeberg.

Undersøgelsen viser blandt andet, at på en skala fra 1-5 ligger patienternes overordnede tilfredshed med det retspsykiatriske sengeafsnit på 3,8. Det er en forbedring fra 2017, hvor tallet lå på 2,75. Det betyder også, at afsnittet det seneste år har bevæget sig fra at ligge under landsgennemsnittet, som nu ligger på 3,53, til at ligge et godt stykke over det.

 

Flere patienter deltager i undersøgelsen

Det er ikke blot tilfredsheden, der er steget, men også antallet af patienter, der ønsker at deltage i undersøgelsen. Her er tallet mere end fordoblet. Antallet af besvarelser er noget man på afdelingen har haft stort fokus på at arbejde med siden sidste år.

- Medarbejderne har gjort meget ud af at fortælle patienterne, at deres stemme er et vigtigt afsæt, for, at vi løbende kan forbedre rammerne for behandling og ophold på afdelingen. Jeg tror, at det er grunden til stigningen i antallet af svar. Jo flere, der svarer, desto mere solidt et grundlag har vi for at forbedre vores faglige tilgange til patienterne og behandlingen, siger Isabel Gindeberg.

Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser tager årligt temperaturen på, hvordan patienter og pårørende oplever deres behandling hos psykiatri og somatik i hele landet. Alle resultater ligger offentligt tilgængelige.

Du kan se resultaterne her.
 



yderligere oplysninger fås hos:
  • Isabel Gindeberg, Oversygeplejerske Psykiatrisk Afdeling Middelfart: 99 44 81 01 / Isabel.Gindeberg@rsyd.dk

Siden er sidst opdateret 27-3-2019



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt