Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilJanuar 2020pilPsykiatrisk Afdeling Middelfart ansætter 5 nye peer-medarbejdere

Psykiatrisk Afdeling Middelfart ansætter 5 nye peer-medarbejdere

Med ansættelsen af fem nye medarbejdere med brugerbaggrund, de såkaldte peer-medarbejdere, er Psykiatrisk Afdeling Middelfart godt i gang med at styrke peer-indsatsen, som er en af anbefalingerne i den nye psykiatriplan.

Psykiatrisk Afdeling Middelfart ansætter fem nye peer-medarbejdere med start 1. januar 2020. Med én ansat i forvejen har afdelingen nu peer-medarbejdere på fem af afdelingens syv afsnit samt én i lokalpsykiatrien.

- Vi oplevede enormt stor interesse i stillingsopslagene, og det er vi meget glade og taknemmelige for. Oprindeligt ønskede vi at tilknytte to nye peer-medarbejdere, men vi endte med at ansætte fem, fordi vi fik så mange kvalificerede ansøgninger, fortæller Isabel Gindeberg, oversygeplejerske på afdelingen.

Peer-medarbejdere er guld værd

Peer-medarbejdere er tidligere psykiatribrugere, som bruger deres baggrund i psykiatrien til at hjælpe nuværende patienter. På afdelingen i Middelfart arbejder Peter Krogh Eriksen på det retspsykiatriske rehabiliteringsafsnit, og her forsøger han at støtte patienterne ved at bruge sin egen erfaring.

- Jeg forsøger at være den medarbejder, jeg selv synes, jeg manglede. Jeg er ikke behandler, men jeg kan dele ud af min egen erfaring, og hvis patienterne kan bruge den til noget, så står jeg til rådighed og er klar til at hjælpe, fortæller han.

Peter Krogh Eriksen er glad for, at afdelingen i Middelfart tilknytter flere medarbejdere med brugerbaggrund, og på afdelingen er det ledende personale også sikre på, at det er en god idé.

- Vi har en peer-medarbejder ansat i forvejen, og han er guld værd for os. Derfor er vi heller ikke i tvivl om, at ansættelsen af fem nye peer-medarbejdere bliver en stor gevinst både for personalet og for vores patienter, fortæller Isabel Gindeberg.

Peer-indsatsen styrkes i den nye psykiatriplan

Den netop godkendte Psykiatriplan 2020-2024 anbefaler en fordobling i antallet af peer-medarbejdere på afdelingerne samt et uddannelsesforløb til 100 nye. Derfor vækker de nye ansættelser i Middelfart også glæde hos formanden for psykiatri- og socialudvalget, Thies Mathiasen (DF).

- Vi har gode erfaringer med peer-medarbejdere ude på afdelingerne, og det er også årsagen til, at vi anbefaler at styrke den nuværende peer-indsats i de kommende år. Derfor er det også rigtig dejligt at se, at afdelingen i Middelfart allerede fra januar har ansat fem nye peers, fortæller han.

De nye peer-medarbejdere tiltræder på hver deres afsnit og starter alle med introduktion i januar og februar.



yderligere oplysninger fås hos:
  • Thies Mathiasen, Formand psykiatri- og socialudvalget: 4040 7746 / tm@rsyd.dk
  • Isabel Gindeberg, Oversygeplejerske Psykiatrisk Afdeling Middelfart: 9944 8101 / Isabel.Gindeberg@rsyd.dk
  • Peter Krogh Eriksen, Peer-medarbejder Psykiatrisk Afdeling Middelfart: / Peter.Krogh.Eriksen@rsyd.dk

Siden er sidst opdateret 7-1-2020



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt