Skip til primært indhold

Målgruppe og formål for de særlige pladser

De særlige pladser i psykiatrien er et midlertidigt behandlingstilbud til borgere, som har tværfaglige og komplicerede udfordringer, og som har svært ved at opnå tilstrækkelig effekt af andre tilbud om behandling og støtte.

Hvilke borgere kan få ophold på de særlige pladser?

Målgruppen for de særlige pladser på psykiatrisk afdeling er habile borgere over 18 år, som har eller formodes at have en svær psykisk lidelse, og har en udadreagerende adfærd samt særlige sociale problemer, herunder eventuelt misbrug af rusmidler. Endvidere har borgerne ofte flere afbrudte behandlingsforløb samt gentagne indlæggelser.

Formålet med opholdet

Formålet med et ophold på de særlige pladser er at stabilisere borgerens helbred, forbedre borgerens evne til at mestre hverdagen, at få nedbragt mængden af konflikter og voldsepisoder samt at forebygge anvendelse af tvang. Formålet fremgår af psykiatrilovens § 42 a, stk. 2.

Målet er at forbedre borgerens livskvalitet, og at borgeren kan vende tilbage til en velfungerende hverdag med et mindre indgribende tilbud end pågældende havde ved indskrivelsen.

Læs hele forløbsbeskrivelsen.

Borgeren skal være motiveret for en forandring

For at kunne opnå et godt resultat er det afgørende, at borgeren er motiveret for en forandring og for at tage imod behandlingstilbuddet.

APPFWU01V