To priser til psykiatriens frivillige
Regions Syddanmarks frivillige blev fejret til uddelingen af årets Frivillighedspris. To frivillige initiativer i Psykiatrisygehuset var nomineret, og begge fik både hæder og pengepræmier med hjem.
Publikumsprisen går til vinterbadere i Odense
Igen i år havde borgerne i Syddanmark mulighed for at stemme på deres favorit blandt de seks nominerede indsatser forud for prisuddelingen.
Knap en fjerdel af de 1.071 syddanske SMS-stemmer gik til de frivillige i vinterbadeklubben OdinsVig i Odense, som dermed blev kåret til årets vinder af Publikumsprisen på 10.000 kr.
I vinterhalvåret inviterer de frivillige i OdinsVig patienter med tilknytning til Psykiatrisk Afdeling i Odense til vinterbadning i havnebadet i Odense. De frivillige er med i vandet, hjælper nybegyndere og mere øvede i at komme i og deltager i det sociale under og efter aktiviteten.
Tøj To GO vinder 10.000 kroner
Frivillige i Tøj To Go, som er en tøjdonationsordning i Psykiatrien i Region Syddanmark, vandt en flot pengepræmie for deres store indsats.
Tøj kan være identitetsskabende og afgørende for, hvordan man har det. Men ofte bliver patienter i psykiatrien indlagt uden andet end det tøj, de har på.
De frivillige fra Tøj To Go står ikke kun klar med tøj til patienter, som har brug for det. De lægger også gerne ører til alt det, som er svært. Dommerkomitéen vægtede i deres beslutning den adspredelse, som det er for patienterne at kunne gå ned og vælge sig et sæt tøj og for en stund være noget andet end patient.
Også priser til unge historiefortællere og gå-klub
Hovedprisen og 50.000 kroner gik til foreningen Vores Fælles Historier, som består af unge mennesker, der en gang om ugen læser højt for patienterne på Geriatrisk Sengeafsnit på Odense Universitetshospital.
Derudover vandt elever på Nyborg Gymnasiums internationale linje også en pris og 10.000 kroner. I samarbejde med Handicapcenter Fyn i Nyborg har de oprettet en gå-klub, hvor de går ture med borgerne på centeret.
Stort tillykke til alle vinderne.