Tvangsernæring – volder vi skade?

Sagsfremstilling

Patienten er i 30'erne, kendt med skizofreni og er fra børne- og ungepsykiatrien vurderet med lettere retardering. Patienten fremstår herudover med et meget autistisk præg med selektiv spisning af mad. Patienten fremstår med svær social tilbagetrækning, opholder sig kun i egen bolig/på egen stue under indlæggelse. Patienten har kun kontakt til personale, samt sparsom kontakt med familie.

Patienten er i medicinsk behandling for skizofreni, men uden effekt, og flere bivirkninger til stede. Blandt noget personale ses symptombillede på evt. autisme. Patienten har svært ved at indtage mad og bliver derfor genindlagt ved en BMI, der er så lav at det bliver sundhedsfarligt. Under indlæggelse bliver patienten udsat for tvang i form af tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdes eller/og ernæring på tvang. Patienten opnår her en BMI, der er tilfredsstillende og bliver udskrevet til botilbud. Her kan de ikke få patienten til at spise, og patienten kommer retur til afdelingen ved lav BMI. Dilemmaet er, at vi som behandlere på den ene side bør give patienten ernæring på tvang, fordi patientens psykiske funktionsevne er så nedsat, at denne ikke forstår konsekvensen af at undlade at spise. Patienten undlader ikke at spise grundet et dødsønske, men grundet fysisk og psykisk ubehag, når der indtages mad der mærkes i maven. Patienten angiver stemmehøring og har tidligere sagt at det er stemmerne, der siger at patienten ikke må spise – aktuelt vil patienten dog ikke fortælle hvad stemmerne siger. Er det et værdigt liv, at man igen og igen skal indlægges på tvang, og blive udsat for at indtage ernæring på tvang.

Bør jeg som sundhedspersonale være loyal over for patientens behandlingsplan, når symptombillede ses anderledes?

Ja fordi:

• Ellers kan vi ikke have tillid til hinanden
• Vi er forpligtet, da vi ikke må lyve
• Vi har modet til at tage behandlingsplan op med fagperson i relevante fora
• Så lægges behandlingsansvar det rette sted
  
  

Nej fordi:

• Hensynet til patienten vejer tungere
• Vi risikerer, at patienten fejlbehandles
• Vi skal være solidarisk med patienten, det må ikke blive på bekostning af patienten
• Man som behandler, skal kunne vurdere ud fra ens faglighed/faglige skøn/faglige integritet

Sager behandlet af Klinisk Etisk Komite er som udgangspunkt offentlige.
Kontakt næstformand, hvis du ønsker sager om et bestemt emne.