Skip til primært indhold

Nyt tøj til patienter med hjælp fra Pernille og Tøj To Go

Pernille Frandsen er én af de frivillige bag ”Tøj To Go”-ordningen på Psykiatrisk Afdeling Vejle. Her kan patienter, der er indlagt i psykiatrien, vælge et stykke tøj kvit og frit.

Se video om Tøj To Go, der vandt 10.000 kroner til Frivillighedsprisen 2023

Gratis tøj fra Røde Kors og andre donorer

Det er altid noget særligt, når Pernille Frandsen hver anden onsdag pakker sin bil og kører afsted mod Psykiatrisk Afdeling Vejle. Med sig i bagagerummet har hun sække fyldt af overskudstøj fra både Røde Kors og andre donorer, som senere på formiddagen skal hænges på bøjler og gøres klar til når ”Tøj To Go” åbner. Ordningen betyder, at indlagte patienter kan komme forbi og få et stykke gratis tøj, hvis de har lyst og behov for det.

Kærlighed på bøjler

- Jeg plejer altid at sige, at det er kærlighed på bøjler, forklarer Pernille Frandsen, der har arbejdet som frivillig på Psykiatrisk Afdeling Vejle, siden ”Tøj To Go”-konceptet startede i foråret 2022.
- Patienterne står nogle gange klar, inden vi åbner, og det er bare fedt. Når de går herfra kan jeg se, at deres øjne stråler lidt mere, end da de kom – og måske har de også fået noget tøj med.

God stemning smitter af på patienterne

Hver onsdag mellem kl. 11 og 13 rulles tøjstativet frem på afdelingen i Vejle. I timerne op til åbningen sørger de frivillige for at sortere tøjet og lægge det i farve- og størrelsesorden, så det hele står pænt og ordentligt, når patienterne kommer. Der er altid grin, kaffe og god energi, og den gode stemning kan også smitte af på patienterne, fortæller Pernille Frandsen, der oplever at konceptet er meget populært.

Populært koncept

- Vi har ofte travlt. Den ene dag havde vi 36 patienter på de to timer, vi havde åbent.
- Jeg oplever, at patienterne ser frem til, at vi kommer. Jeg bliver ofte mødt med et: ”Hej, Pernille, hvad har du til mig i dag?”. Det handler ikke om, at det skal være mærketøj. Nogle af patienterne kommer herned i sygehustøj og har ikke andet tøj med hjemmefra - så er det en glæde for mig i at finde noget lidt ekstra lækkert, som de kan få med sig. Og måske endda et helt sæt med jakke og sko. Andre patienter kommer også bare for at snakke og mærke stemningen.

Frivillig i ”Tøj To Go” 

At være frivillig omkring ”Tøj To Go”-ordningen i Psykiatrien i Region Syddanmark kræver ingen særlig baggrund eller uddannelse. Det er lysten, der driver det, lyder det fra Pernille Frandsen.

- Man skal mærke efter om det er noget, man har lyst til. Men jeg kan sige, at man får så meget igen af at være frivillig. Jeg savnede selv at have nogle mennesker omkring mig, og her får jeg virkelig meget igen. Jeg er glad, når jeg går på arbejde, og jeg er glad, når jeg sætter mig ind i bilen og kører hjem igen.

Afdelinger i psykiatrien med ”Tøj To Go”

”Tøj To Go”-ordningen findes i forskellige afskygninger i Psykiatrien i Region Syddanmark. Ordningen er et samarbejde med blandt andre Røde Kors, der donerer tøj til afdelingerne i Vejle, Middelfart, Odense og Svendborg.

APPFWU02V