Skip til primært indhold

Nye ungekit skal hjælpe sårbare patienter i Psykiatrien i Region Syddanmark

For at skabe glæde blandt unge patienter indlagt på Psykiatrisk Afdeling Vejle lancerer Ungdommens Røde Kors og Psykiatrien i Region Syddanmark et nyt såkaldt ungekit. Kittet består af ting, som skal være med til at skabe tryghed og støtte unge både under og efter indlæggelse i psykiatrien.

Holdet bag ungekit

Repræsentanter fra projektparterne bag Ungekit: Sind Vejle, Psykiatrien i Region Syddanmark og Ungdommens Røde Kors.

Unge mellem 18 og 20 år, som er indlagt i psykiatrien i Vejle, får i den kommende tid en ekstra hjælpende hånd i en svær situation. Ungdommens Røde Kors og Psykiatrien i Region Syddanmark har udviklet et ungekit, som er sammensat med fokus på at skabe ro og få patienter sig til at føle sig velkomne.

Kittet er en pose med puslespil, mindfull malebog, stressbold, et trøstedyr, kortspil og hjemmestrikkede sokker. For at guide patienter videre til gode fællesskaber indeholder kittet også en mappe med information om udvalgte tilbud fra frivillige organisationer til unge med psykisk sårbarhed.

Initiativet er en del af udviklingsprojektet ”Fællesskaber og trygge overgange for unge i psykiatrien”, og er blevet muligt med støtte fra VELUX FONDEN og SIND Vejle.

I denne uge bliver de første ungekit uddelt til de unge patienter indlagt på Psykiatrisk Afdeling Vejle, og der er finansiering til at give et kit til 100 patienter. Forventningerne blandt projektpartnerne er store.

- Poserne kan skabe glæde hos patienter, som er et sårbart sted i deres liv. Man kan mærke, at nogen tænker på en, når man får en gave, og det er ekstra vigtigt, når man er indlagt. Indholdet i poserne kan være med til at lette dagene under indlæggelsen, og derfor sætter vi stor pris på det store arbejde, som ligger bag, siger chefsygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling Vejle, Tanja Wind Kenne.

Forperson i Ungdommens Røde Kors, Jonas Wiederholt Larsen, glæder sig over, at kittet kan fungere som en døråbner til frivillige fællesskaber under indlæggelsen, men også efter, da patienterne må tage kittet med hjem.

- Det kan være medvirkende til, at man ikke føler sig så alene i en svær tid, og at man måske får øjnene op for nogle frivillige fællesskaber med andre unge, som man ellers ikke vil have fået. For eksempel vores egen hospitalscafé på afdelingen, eller vores mentorforløb for unge, som skal støttes i overgangen mellem indlæggelse og udskrivelse. På den måde rækker ungekittet ud over posernes indhold.

Indholdet af ungekit

Indholdet i ungekit.

Vi kan mere sammen

Ungekittet er et godt eksempel på, hvad der kan lade sig gøre, når en ungdomsorganisation og et sygehus går sammen om at gøre en forskel. Med Ungdommens Røde Kors’ viden om frivillighed, psykiatrisygehusets viden om patienter og midler fra VELUX FONDEN og SIND Vejle er projektet lykkes.

Det fælles projekt har fire primære målsætninger:

  1. At skabe en lettere overgang fra børne- og ungdomspsykiatrien til voksenpsykiatrien.
  2. At sikre, at de unge føler, de ikke står alene.
  3. At bygge bro til frivillige fællesskaber i civilsamfundet.
  4. At bidrage til de unges sociale rehabilitering og mestring af eget liv.

Når alle ungekit er uddelt, skal indsatsen evalueres, hvorefter der bliver taget stilling til, om projektet kan udvides.

Tanja Wind Kenne

Chefsygeplejerske


24 60 31 29

Jonas Wiederholt Larsen

Forperson i Ungdommens Røde Kors


22 75 76 35
APPFWU02V