Skip til primært indhold

Unge får nedbrudt fordomme om psykisk sygdom på Jelling Musikfestival

Udstyret med et lykkehjul, kaffe på kanden og tid til mange gode snakke var PsykInfo Region Syddanmark og tre EN AF OS-ambassadører igen i år samlet i Farmors Stue på Jelling musikfestival. Her kunne unge festivaldeltagere komme og puste ud og få viden om psykisk sygdom.

Fire personer står sammen

Lykkehjulet spinner og selvom Farmors Stue kun lige officielt er åbnet for dagen, er der allerede livlig snak i teltet. De unge, der kommer forbi er i godt humør, og de er helt klar på at snakke om psykisk sygdom og udfordre deres egne og andres fordomme.

Farmors Stue er et tiltag, hvor PsykInfo Region Syddanmark og flere EN AF OS-ambassadører gennem flere år har deltager på Jelling musikfestival med et telt udstyret med bløde sofaer, kaffe, bolcher og mulighed for lidt ro og gode snakke. Formålet er at nå ud med viden til de mange unge, som deltager på festivallen, og udbrede arbejdet med at nedbryde fordomme om psykisk sygdom.

Også i år var der mange besøgende i de tre dage, Farmors Stue var åben. Omkring 350 unge kom med stor åbenhed og mange nysgerrige spørgsmål til især EN AF OS-ambassadørerne, som med glæde svarer og tager snakken.  

-Der er en del af de unge lige nu, som selv står med eksamensnervøsitet. Og de vil så f.eks. gerne høre om forskellen mellem, når noget er nervøsitet, og når det er angst. De er meget nysgerrige og spørger også ind til mine oplevelser med psykisk sygdom, og der er ikke den her berøringsangst. Faktisk kan vi høre, at mange af de unge generelt også selv er rigtig gode til at snakke med hinanden, når de har det svært, siger Sidsel, som er EN AF OS-ambassadør.

Fra nysgerrighed til forståelse

I Farmors Stue er der plads til det hele – både den nysgerrige snak, men også de mere dybe samtaler med én, der har det svært, og der er plads til bare at komme og få en kop kaffe, pleje sine tømmermænd og få et pusterum fra festivallivet. Alt sammen er det med til at få startet snakken og sprede viden om psykisk sygdom, og derfor giver det god mening for konsulenter fra PsykInfo at være der.

- Nogen kommer her og vil gerne sidde ned og fortæller om deres egne oplevelser. Og andre er bare nysgerrige, vil gerne prøve vores lykkehjul eller kender måske nogen, som har psykisk sygdom. Uanset hvad så får vi mange gode snakke ud af det, og derfor giver det god mening for os at være her, siger PsykInfo-konsulent Jesper Lai Knudsen, som var med på Jelling Musikfestival.

Farmors Stue var i år på Jelling Musikfestival i samarbejde med Brandbjerg Højskole, som har hjulpet med alt det praktiske.  

Unge stopper ved PsykInfo-telt
APPFWU01V