40-årsjubilæum i psykiatrien: Dorthe bliver ved, til hun er 70

Det sker ind imellem, at lidt anonyme kontorer med sparsom indretning, bliver lyst op alene i kraft af det menneske, som passer sit arbejde her. Sådan et kontor findes på første sal hos børne- og ungepsykiatrien i Esbjerg.

Det er socialrådgiver Dorthe Nønken Graakjær, som kaster lys over skrivebordet. Fuld af energi og med behov for at kunne hjælpe mennesker. Mennesker, der uden selv at have bedt om det, har fået psykiatri som en ledsager i en kortere eller længere periode af deres liv.

- Jeg har jo set hundredevis af patienter og familier, og det er mødet med patienterne, der driver mig. Jeg går altid til det med nysgerrighed og en vis ydmyghed. De kommer her og udstiller hele deres liv, og det skal man tage vare på. Alle mennesker er unikke og fortjener at bliver behandlet med respekt. Den respekt har jeg forsøgt at bevare, så alle, der kommer her, bliver behandlet som de særlige mennesker, de er.

Ilddåb

Dorthe var 25 da hun startede som plejeelev på det psykiatriske hospital i Hviding midtvejs mellem Ribe og Esbjerg. På den tid var der ingen alarmer, og ”onboarding” bestod i et håndtryk, en kop kaffe og et ”velkommen til”. Til gengæld spillede overlægen sækkepibe for patienterne.

Den første dag var ikke uden drama, for en patient var forsvundet fra sin stue og skulle meget gerne findes, før noget gik helt skævt. Og så gik en eftersøgning i gang.

- Jeg blev sendt over i skoven for at kigge efter ham. Jeg var noget beklemt ved det, må jeg indrømme, for hvad kunne der være sket, og hvad kunne han finde på? Dengang havde vi jo ingen alarmer og mobiltelefoner, havde vi aldrig hørt om.

Heldigvis endte det godt, og patienten kom tilbage på afdelingen. Oplevelsen afskrækkede ikke Dorthe, og hun fandt sig hurtigt tilpas blandt kolleger og patienter.

Gode kolleger

Senere blev arbejdsadressen i Hviding skiftet ud, og karrieren fortsatte de næste 10 år i distriktspsykiatrien. De seneste 26 år har arbejdspladsen været i børne- og ungdomspsykiatrien på Gl. Vardevej 101.

Her udreder og behandler Dorthe i dag patienter sammen med sine kolleger.

- Jeg har mødt mange dygtige mennesker gennem tiden, og i dag arbejder jeg tæt sammen med flere, som jeg har kendt i rigtig mange år. Det er med til at skabe et fundament af fælles historik og vidensformidling. Det er jeg meget taknemmelig for.

I kontoret ved siden af sidder Dorthes nærmeste kollega. De to har arbejdet sammen om spiseforstyrrelser og familiebehandling i 20 år.

- Vi er som forbudne kar. Det betyder, at familierne møder to mennesker, der taler fuldstændig det samme sprog. Det er absolut en fordel for familier, patienter og os som kolleger.

Tillid og udvikling

- Nogle vil måske sige ”hold da op det er da kedeligt at arbejde det samme sted”. Men jeg føler ikke jeg har været det samme sted i 40 år. Jeg føler jeg har været mange forskellige steder, også selv om min cykel har kørt mig herud i 30 af de 40 år.

Efter nogle få år som plejer, fik Dorthe mulighed for at uddanne sig til socialrådgiver. Og senere har hun suppleret med uddannelse til psykoterapeut, og mere er kommet til. Alt sammen for at blive bedre til at hjælpe patienterne.

- Noget af det, som har gjort mit arbejdsliv så givende, har været, at mine ledere har mødt mig med stor tillid. Jeg har selv fået lov til at tilrettelægge min arbejdsdag, og det har givet mig stor arbejdsglæde og mulighed for at være fleksibel over for familierne.

Dorthe har besluttet sig til at fortsætte i psykiatrien til hun fylder 70. Fordi det giver så god mening for hende at blive ved nogle år mere og fortsat kunne gøre noget for en patientgruppe, hun kærer sig om.

Absolut ikke fordi hun mangler ideer til, hvad tiden kan bruges til. Og livet ved siden er arbejdet har altid været fyldt med gøremål og drømme.

Tango og højskole må vente lidt

Fritiden flyver afsted med vinterbadning, læsegruppe, foredrag, gåture og rejser.

- Jeg tror ikke, man vil sige, at jeg ligger på den lade side. Lige nu læser jeg Kim Leines ”Carolines kamp” og mangler lige de sidste 100 sider.

I weekenderne er der ofte besøg af børnebørnene, og Dorthes mor på 84 får jævnlige besøg.

- Og så kan jeg lide at gå til foredrag, jeg er stadig interesseret i at få noget ny viden. Nu skal min mand og jeg til Kina her i efteråret, og vi har lige været i Istanbul. Mexico, og USA besøgte vi sidste år, så vi rejser meget.

Engang, når Dorthe er gået på pension, ser hun frem til at fordybe sig i nye ting, gå på folkeuniversitet og komme på højskole.

- Jeg har mange drømme, siger Dorthe og smiler tilfreds.

- Og så vil jeg gerne gå til dans. Da min mand og mig var i Buenos Aires tog vi et tangokursus. Det kunne jeg godt tænke mig at dyrke noget mere. Jeg ved, de har en tangoklub på Fanø, så den ligger lige til højrebenet.