Intensive pladser i Esbjerg: Tid og nærvær gør forskellen for patienter som Mette

Længere forløb 

De intensive pladser er en del af en landsdækkende indsats under Sundhedsstyrelsens handlingsplan for psykiatri, der skal sikre mere stabilitet for patienter, som oplever mange genindlæggelser, tvang og sociale problemer. Indsatsen er implementeret med sengepladser i alle regionens psykiatriske afdelinger.

I Psykiatrisk Afdeling Esbjerg har de fire intensive sengepladser. De intensive pladser har en høj normering med to faste medarbejdere om dagen, to om aftenen og samme normering om natten som de andre afsnit. Desuden har de ansatte mindst tre års erfaring i psykiatrien, og de forskellige fagligheder er repræsenteret f.eks. psykologer, fysioterapeuter, specialsygeplejersker, ergoterapeut, social pædagog, læger og sosu-medarbejdere. 

En indlæggelse i de intensive pladser strækker sig over typisk 2 til 5 måneder. Og ifølge oversygeplejerske Marianne Kryger handler det for fagpersonalet om at bruge den tid til at se alt igennem for at finde ud af, hvad der kan sikre mere varig recovery for den enkelte:

- I de intensive pladser har vi den ro og tid, der skal til for at kigge alt igennem i dybden og forsøge at finde nye løsninger for de patienter, som har været i psykiatrien længe, og som fortsat oplever genindlæggelser og tvang. Det arbejde kan vi se forplanter sig positivt i hele afdelingen, fordi flere af patienterne har det bedre, når de kommer ind igen og har kortere genindlæggelser, siger hun.

Mere ro og færre indlæggelser

Mette på 49 år er en af de patienter, som kan mærke den forskel, de intensive pladser gør. I 2019 fik hun som voksen diagnoserne borderline og PTSD og har nu været indlagt mange gange – sidste år i sammenlagt ni måneder. I år har hun for første gang i flere år haft en periode på 3,5 måned uden indlæggelse. Hun tilskriver det især den støtte, hun har fået på de intensive pladser og det bosted, hun nu bor på. 

- Det har givet mere ro i mit hoved at være i de intensive pladser, fordi de har færre patienter, og der er altid personale tæt på. Det er nemmere at danne en relation til ens kontaktperson, og det betyder, at de kender min historie og kan se på mig, når jeg har det skidt. Vi har også arbejdet mere intensivt med forskellige ting f.eks. eksponering, hvor jeg blev sat over for det, jeg frygtede lidt ad gangen, så det blev mindre skræmmende, siger hun. 

Ifølge Mette føltes tidligere indlæggelser ofte som brandslukning, men i de intensive pladser er der tid til at arbejde mere langsigtet og prøve nye behandlingsmetoder af. Hun har bl.a. fået redskaber, der hjælper hende med at håndtere de stemmer, hun hører, og hun arbejder nu med at blive tryg ved nye rutiner.

- Tidligere har jeg haft en fast plads til spisning f.eks. og blev meget ked af det, når jeg ikke kunne sidde der. Det har vi arbejdet på, så nu kan jeg bedre sidde andre steder uden at blive sur og ked af det. Og det arbejder vi videre med på bostedet. På den måde samarbejder de med hinanden om at fortsætte de ting, der har fungeret for mig, siger hun.  

Hun har også fået hjælp til at finde konkrete strategier, som tyngdedyne, høre lydbøger og lave puslespil, når hun har det svært. Og hun bruger et billede af en motorvej som et mentalt billede for at finde ro:

- Vi har snakket om min hjerne og mine tanker som en motorvej, hvor alt går hurtigt. Men nogle gange er det bedre at tage en landevej eller en grusvej. At komme lidt ned i tempo og tænke mig om, siger Mette. 

Individuelle forløb kræver individuel tænkning

Hver indlæggelse tilrettelægges efter den enkelte patients behov. Der arbejdes med både psykiatriske og sociale problemstillinger og målet er ikke helbredelse, men forbedring af livskvalitet og mindre belastende indlæggelser.

- Det er meget individuelle forløb, hvor vi kigger på, hvor de er, og snakker sammen om, hvad de kan have brug for af f.eks. psykolog, fysioterapeut eller andet, og så kan vi sætte det i gang,” forklarer sygeplejerske Kristin Olsen, som er tilknyttet afsnittet.

Nogle patienter øver at tage bussen eller handle ind selv. Andre får støtte til at klare et alkoholmisbrug eller komme på et bosted. Der arbejdes med strukturskemaer og konkrete værktøjer, i form af sanseintegration, kognitiv adfærdsterapi, mindfulness, sociale aktiviteter m.m., som patienten kan tage med hjem, når forløbet slutter. Og hver indlæggelse har sine egen succeskriterier. 

- De individuelle forløb har også individuelle succeskriterier. Der er nogen, hvor det er en succes, at de har færre indlæggelser eller roligere indlæggelser, eller at det er frivillige i stedet for tvang, siger specialsygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant Niels Kjær Schmidt. 

Når patienten er stabiliseret, udskrives de videre, ofte til et alment afsnit eller et kommunalt tilbud.

Relationer og ro

Fokus på relationer og tillid præger det intensive afsnit. De arbejder ud fra mindste-middel-princippet, som betyder, at de altid vælger det der er mindst indgribende, og brugen af tvang ligger også lavt i afsnittet. 

- Vi går meget op i mindste-middel-princippet, og vi har god mulighed for at tænke alternativt og er meget nedtrappende i vores kultur på afsnittet. Og fordi vi har så god tid og er så tæt på den enkelte patient, så kan vi samtidig udvikle vores faglighed. Det kommer alle til gode, siger specialsygeplejerske Kristin Olsen.

Det er en tilgang, der også virker for Mette. Tidligere var hun udadreagerende, men det er blevet bedre.

- Det er blevet dæmpet, efter jeg har fået mere ro og nogle pauser her på de intensive. Jeg har lært at lave humørtjek hos mig selv og reagere, hvis jeg får det svært. Og så får jeg hjælp til at prøve de strategier, der kan give mig ro, siger hun.

Fra skeptisk til håbefuld

I starten krævede det overtalelse, da Mettes kontaktpersoner i de intensive pladser forsøgte at få hende med på ideen om at flytte på bosted. I dag er hun glad for at være flyttet ind der, og hun arbejder aktivt videre med de redskaber, hun får med. Det er også blevet tydeligt, at jo mere tryghed og støtte hun har efter udskrivelsen, desto længere går der mellem indlæggelserne.

- Jeg er mere positiv over mit liv lige nu. Jeg har jo nogle dage, hvor min stemme driller mig, men jeg kan mærke, jeg begynder at have det godt igen, siger hun. 

Mette bliver stadig indlagt en gang i mellem, men der er længere mellem indlæggelserne, og hun kan bedre selv mærke, når hun har brug for hjælp.