Vestjysk kultur har formet Agnetes karriere gennem 40 år

Agnete Larsen sætter en ære i sit arbejde som kliniker og leder. Hun lægger vægt på, at sikker patientbehandling og ordentligt arbejdsmiljø går hånd i hånd. Og hun er ikke det mindste i tvivl om, hvem hun vil takke for at afdelingen klarer sig så godt.

- Uden alle vores dygtige medarbejdere var det aldrig gået, det er vigtigt for mig at sige. Min lederkollega Jens (chefsygeplejerske Jens Egon Hansen) har også bare været fantastisk hele vejen igennem. 

Vi deler de samme værdier og ser på behandlingen på samme måde, og uden ham var det bestemt heller ikke gået, understreger Agnete Larsen, da hun inviterer indenfor til et interview i anledning af sine 40 års ansættelse i sundhedsvæsnet. 

Beskedenhed er en del af Agnete Larsen, og hun vil hellere tale om andres fortræffeligheder end sine egne.

Hendes jyske dialekt giver et geografisk fingerpeg om, at barndommens land i det vestjyske nok kunne gemme på noget af forklaringen.

Barndom i beskedne kår

Agnete Larsen voksede op i 1960’erne på et husmandssted i landsbyen Sir lidt nordvest for Holstebro. Et samfund med forsamlingshus og kirke, smedje og købmand, mejeri og andelsfryseboks - omkranset af marker og lynghede. En verden i sig selv, hvor alle kendte alle, og hvor alle kendte deres plads. 

Pengene var små, men det lille landbrug kunne ved fælles hjælp og hårdt arbejde skaffe familien mad på bordet. 

Her var en yngre søster og en mor med skavanker. Her var en far, der arbejdede fra tidlig til sent. Alle var de hjørnesten i Agnetes unge år, der også bestod af pligter, skole og drømme om verden udenfor.

-  Vi havde das i hønsehuset. Det tror mine børnebørn næsten ikke på, fortæller Agnete Larsen og smiler. 

- Min far knoklede og mor var tit syg. Så jeg kom tidligt til at opdage, hvordan det nære sundhedsvæsen var skruet sammen på den tid. Det bestod af alt det, vores huslæge overhovedet kunne klare, og det var ikke så lidt. Han hjalp også til, da jeg tabte min første mælketand, husker Agnete. 

- Og hvis noget var helt galt, skulle man helst på Holstebro Sygehus. 

Erfaringerne fra barndommens nære og nærværende sundhedsvæsen har Agnete Larsen båret med sig, og huslægen i Sir satte også gang i den lille piges drømme om fremtiden. 

Hvad kan jeg blive…?

- Først ville jeg være damefrisør, så sygeplejerske, så politibetjent. Men jeg tror, at vores huslæge lagde kimen til min lægedrøm. Han kom alle steder, hos høj som lav i vores lille samfund og gjorde ingen forskel på folk. Det, syntes jeg, var vildt fascinerende, og så var han ikke underlagt Janteloven.

I Sir var Janteloven en del af kulturen, og man skulle ikke tro, man var noget særligt. Derfor lå det på ingen måde i kortene, at husmandens datter en dag skulle gå på gymnasium og endda komme på universitetet og blive læge. 

- Det var nærmest lidt skammeligt for mine forældre, at det gik sådan. Derfor gik der også mange år før nogen i lokalsamfundet vidste, at jeg var blevet læge, selv om mine forældre nok var stolte, mindes hun.

Nogle år forinden mødte Agnete den nu pensionerede huslæge på en strøgtur i Holstebro, som ved den lejlighed gav hende det sidste lille puf hen imod lægegerningen. Han kunne genkende den unge kvinde på gaden og ville hilse på.

- Vi snakkede lidt og han spurgte til, hvad jeg gik og lavede. Da jeg nævnte, at mine tanker også gik i retning af at blive læge, svarede han prompte, ”Agnete, du skal da være læge. Det kan der slet ikke være nogen tvivl om”.

Og læge blev hun. Dog ikke som alment praktiserende læge, som hendes forbillede fra Sir.

I en alder af 26 år startede hun som nyuddannet læge i turnus på øjenafdelingen i Århus og søgte senere videre til Ribe Amt, hvor man havde fem mindre sygehuse med opgaver indenfor medicin, kirurgi, skadestue, fødsler og almen praksis, inden karrieren bragte hende til psykiatrien.

Et langt sejt træk venter

I de 35 år Agnete Larsen har arbejdet med psykiatri, er der sket mange forbedringer og fremskridt. Specialet er gået fra at være tabuiseret i samfundet og have lav status blandt kolleger til i dag at være et højt udviklet speciale på tværs af fagligheder, hvor forskning og samfundsudvikling har flyttet psykiatrien ud af skyggerne.  

- Nu har vi en psykiatriplan og en sundhedsreform, som vi er gået ombord i. De forventninger, der er knyttet til, kommer til at kræve en masse af alle os, der er involverede i behandling og støtte til de mennesker, vi er her for at hjælpe. 

Derfor må vi hele tiden minde os selv om patientens udgangspunkt og stille os tilfredse med, at vi ikke hver gang kan få lov at give den hjælp, vi ved er bedst, siger Agnete Larsen og lader tankerne vandre tilbage til huslægens besøg i barndomshjemmet.

- På den tid var fagligheden selvfølgelig ikke så udviklet som i dag. Men datidens tilgængelighed og interessen for den enkelte patient som et helt menneske, bruger jeg stadig som forbillede, for der er mange veje til forbedring af sundhed og livskvalitet.

Mormor er ikke helt færdig endnu

Agnete Larsen kunne gå på pension i morgen med god samvittighed efter en lang flot karriere. Men både lysten og energien til at fortsætte er der nok af. 

- Jeg har ikke nogen aktuelle planer om at gå af, og jeg er taknemmelig for at få lov til at være med til at implementere sundhedsreformen med ligestilling og integration af somatik og psykiatri. 

Agnete Larsen ser også frem til at være med til at udvide hospitalernes specialiserede tilbud og gøre en forskel, der hvor mennesker lever deres liv uanset sygdom. 

- Jeg håber bare at min fysik og forstand tillader, at jeg bliver ved, til jeg er 70 eller mere. Men jeg må blive bedre til at arbejde lidt færre timer, så der bliver bedre tid til at være mormor.