Skip til primært indhold

Lægesekretær Lotte startede som praktikant i 9. klasse: Nu kan hun fejre 40 års jubilæum

1. november har Lotte Damgaard Andersen 40 års jubilæum som lægesekretær.

Lægesekretær Lotte startede som praktikant i 9. klasse: Nu kan hun fejre 40 års jubilæum

Målrettethed. Dét ord beskriver Lotte Damgaard Andersen ret godt. For lige siden hun var 15 år, vidste hun, at hun ville være lægesekretær.

- Jeg sagde ”mor, jeg har valgt stenografi, maskinskrivning og latin, for jeg vil være lægesekretær”.

1. november kan hun fejre 40 års jubilæum som lægesekretær i Region Syddanmark. Et job hun prøvede første gang, som erhvervspraktikant i 9. klasse hos den lokale læge i Aarup.

- Jeg har gået målrettet efter det. Jeg vidste, hvad jeg ville være, og har nu været det i 40 år, siger hun og smiler.

Fra skrivemaskine til computer

Lotte Andersen har haft seks ansættelser, foruden praktikpladserne på studiet, i sine 40 år i Region Syddanmark og tidligere Fyns Amt. Senest i Psykiatrien i Middelfart, hvor hun har været siden 2015. Hendes opgaver er at skrive patientjournaler, håndtere klagesager samt pårørendeundervisning og introforløb til yngre læger.

Paletten af opgaver er blevet større med tiden. Både fordi Lotte Andersen selv har lyst til at gribe nye muligheder og videreuddanne sig. Men også fordi, at faget ændrer sig med den teknologiske udvikling.

- Jeg elsker at skrive. Men jeg er faktisk ved at miste skrivning som arbejdsopgave, fordi der kommer talegenkendelse. Derfor har jeg også skullet have mange andre opgaver end bare at skrive.
I løbet af 40 år er skrivemaskinen blevet byttet ud med en computer, og Lotte Damgaard Andersen har ikke længere brug for gennemslagspapir og slettelak som arbejdsredskaber. Meget er blevet nemmere, men alligevel er det vemodigt, at skrivearbejdet ser ud til at forsvinde.

– Jeg har det trist med det. Mine børn siger: ”Mor, det lyder som et maskingevær, når du skriver”, griner Lotte Damgaard Andersen, der kan 10-fingersystemet til fingerspidserne.

Starter og slutter i Psykiatrien

Da Lotte Andersen blev færdiguddannet i 1984 var det ikke nemt at finde arbejde. Efter at have sendt 42 ansøgninger fik hun arbejde i Psykiatrien i Middelfart, der dengang lå i Teglgårdsparken. Ikke langt fra hvor hun arbejder i dag.

- På den måde binder jeg lidt en sløjfe om mit arbejdsliv, siger hun.

Selvom Lotte Andersen fysisk er tæt på udgangspunktet, så har hun udviklet sig meget. Sideløbende med sit arbejde har hun taget to LEAN-uddannelser, gennemført sundhedskommunom-uddannelsen samt været lægesekretær på flere forskningsprojekter.

- Jeg tror, at det hjælper mig, at jeg springer ud i det, og ikke er bange for at fejle. Jeg er videbegærlig, og har været vant til at tilegne mig ny viden.

Nu glæder Lotte Damgaard Andersen sig til at fejre jubilæet med familie og kollegaer. Og når tiden kommer, så skal hun til Christiansborg Slot og modtage fortjenstmedaljen af Hendes Majestæt Dronning Margrethe.

APPFWU01V