Skip til primært indhold

Nyt center for pårørende: Ingen børn skal stå alene som pårørende i psykiatrien

Pårørende skal i højere grad inddrages i behandlingen. Derfor er Center For Pårørendeinddragelse nu åbnet under Psykinfo.

Hanne Bro, Ulla Lindgren og Rikke Amalie Agergaard Jensen

Børn til forældre, der ikke har det godt i skolen psykisk, risikerer alvorlig mistrivsel. Derfor har politikerne i Region Syddanmark bestemt, at der skal etableres et center, der skal sikre, at pårørende bliver inddraget i højere grad. Ifølge Hanne Elisabeth Bro, der er konsulent i det nye Center For Pårørendeinddragelse, er det på høje tid, at området prioriteres.

- De pårørende er vigtige at have fokus på. Både fordi vi ved, at det hjælper den enkelte patient, hvis de pårørende bliver inddraget. Men også fordi pårørende er i risiko for selv at få angst, depression og stress. Særligt børn, der har forældre eller søskende med psykisk sygdom, lider ofte i det skjulte. Derfor skal pårørende til psykisk syge have mere hjælp, fastslår Hanne Bro.

Pårørende kommer i alle aldre, slår Hanne Bro hurtigt fast. Når et barn er omkring 10 måneder, vil barnet forsøge at opmuntre forældrene til at få et smil retur. Barnet søger tryghed i, at de er glade.

- Allerede når et barn ligger inde i den gravide mave, og mor kæmper med en sværdepression, er den lille baby pårørende. En titel, der forpligter, og som giver især større børn et stort ansvar. Men det er også en titel, der kan give ar på sjælen og senere ende i mistrivsel.

Undervisning baseret på forskning

Centeret er placeret sammen med PsykInfo, hvor pårørende kan få personlig rådgivning. For nylig har centreret fået tilknyttet en fuldtidsforker, Rikke Amalie Agergaard Jensen, som skal give området mere evidensbaseret viden.

- Når vi tager ud og underviser klinikere i Region Syddanmark, så er det vigtigt, at vi kan undervise ud fra både kvalitativ og kvantitativ forskning. Den forskning, jeg laver, skal være med til at
sætte retningen for, hvordan vi skal inddrage de pårørende, lyder det fra Rikke Amalie Agergaard Jensen.

Centrets aktiviteter henvender sig til ansatte i psykiatrien og i kommuner. Det er rigtig vigtigt, at centeret formår at binde psykiatrien sammen med kommunerne, så de bedre kan samarbejde med patienterne og deres pårørende:

- Når vi for eksempel har et barn, der er pårørende til en forældre med en psykisk sygdom, så er det vigtigt, at kommunen ved, hvordan de kan hjælpe og støtte barnet. Det er trods alt kommunen, der er ind over den pårørendes hverdag. Derfor skal de klædes godt på til opgaven, siger centerchef i Psykinfo, Ulla Lindgren.

Undervisning er vejen frem

For at kunne passe bedre på de pårørende er en af centrets fornemmeste opgaver at undervise fagpersoner i, hvordan de bedst kan støtte pårørende. Det er forskelligt, hvordan man hjælper et barn, der er pårørende til en forældre, sammenlignet med en forældre, der er pårørende til et barn i psykiatrien.

- Center for pårørendeinddragelse er i sin spæde start. Lige nu har vi fokus på når børn er pårørende til en forældre i psykiatrien, men på sigt skal vi også udvide vores fokusområde til at indeholde søskenderelationen, bedsteforældrerelationen og andre nære relationer, forklarer Ulla Lindgren.

Den 14. november blev det første nøglekursus afholdt, hvor Center For Pårørendeinddragelse underviste klinikere i hele regionen. 

På sigt skal Center for Pårørendeinddragelse samarbejde med somatikken. Som planen ser ud lige nu vil centret fra begyndelsen af 2023 etablere samarbejdet, lyder det fra Ulla Lindgren.

- Der er mange paralleller til somatikken. Hvis ens mor får en alvorlig fysisk sygdom, kan barnet også få en masse bekymringer. På både det fysiske og psykiske område kan det være svært at have overskud til barnet. Det er en svær opgave at give barnet en normal hverdag, når alt er unormalt.

APPFWU01V