Skip til primært indhold

Bedre behandling til patienter som selvskader: "Det er guld værd"

To medarbejdere fra Psykiatrisk Akutmodtagelse arbejder som en del af et forskningsprojekt i delestillinger mellem den psykiatriske og somatiske akutmodtagelse – og det gør en forskel for både patienterne og kollegerne.

Anja og Maja

Hvordan bliver vi bedre til at håndtere patienter med selvskade – en patientgruppe, der både har fysiske skader og store psykiske smerter?

Det spørgsmål satte Akutmedicinsk Forskningsenhed og Psykiatrien i Region Syddanmark sig for at undersøge i fællesskab, og resultatet er nu et pilotprojekt, hvor to erfarne psykiatriske medarbejdere arbejder i delestillinger mellem Psykiatrisk Akutmodtagelse (PAM) og Fælles Akutmodtagelse (FAM).

Bygger bro mellem to fagligheder i et svært forløb

Sygeplejerske Maja Christina Andersen og social- og sundhedsassistent Anja Rådberg Frederiksen arbejder halvdelen af deres tid i hhv. PAM og FAM og bygger på den måde bro mellem den psykiatriske og den somatiske faglighed. Målet er at skabe bedre patientforløb for de patienter, der kommer ind med selvskade og derfor har behov for både somatisk og psykiatrisk hjælp.

- Det er jo patienter, der både har fysiske skader og samtidig har det psykisk rigtigt dårligt. Samtidig mangler der en psykiatrisk vurdering i starten af disse patienters forløb, fordi fokus dér naturligt nok er at få behandlet de fysiske skader. Derfor går en del af projektet her også ud på at afdække, hvad behovet egentlig er for den psykiatriske faglighed i starten af de her forløb, så vi på sigt kan finde den bedste løsning, siger forsker og faglig leder af akademiet for akutsygepleje Christina Østervang, som står i spidsen for projektet på FAM.

Og netop det at bygge bro og se på tværs af den psykiatriske og somatiske faglighed er også en del af målet med projektet:

- Det er jo spændende, når vi fagligt kan flytte os. Vi har her en patientgruppe, som er meget forpinte og svære at behandle. Det her projekt vækker en masse sund nysgerrighed: Vi ved i PAM faktisk reelt ikke, hvad der helt konkret sker her i FAM, før vi ser det, siger Henriette Storm, som er oversygeplejerske i PAM og leder for Maja og Anja.

Ser de andre ting

Maja og Anjas rolle er bl.a. at tilse patienter, som ud over deres fysiske skader også har psykiatriske problemstillinger, sammen med deres kollegaer fra FAM. Her kan Maja og Anjas psykiatriske faglighed bidrage på mange forskellige måder.

-  Vi kan hurtigt vurdere patientens psykiske tilstand ud fra vores faglige værktøjer og erfaringer. Men helt basalt kigger vi også efter og ser nogle helt andre ting, end vores kolleger i FAM typisk gør. Jeg skanner for eksempel altid omgivelserne for det, der kan udgøre en risiko - som fx en smørekniv eller en saks, der ligger ved en patient, der kommer grundet selvskade eller selvmordsforsøg, fortæller Anja.

- Og så har vi redskaberne til at tale med patienterne om det psykisk svære – f.eks. om hvorfor patienten skar sig i håndleddet? Var det selvskade eller selvmordforsøg? Og så kender vi alle procedurerne omkring de psykiatriske patienter og kan hurtigt hjælpe med svar, når der opstår spørgsmål -  fx en afklaring på, hvornår det er relevant at inddrage psykiatrisk lægefaglig ekspertise, siger Maja

Konkrete værktøjer i værktøjskassen til alle

Når de ikke tager sig af FAM-patienterne med psykiatriske udfordringer, underviser Anja og Maja også kollegerne i FAM i de forskellige tilgange og værktøjer, de har med fra psykiatrien. Helt konkret har de bl.a. introduceret en kasse med aflednings-værktøjer, som netop er rettet til patienter med selvskade.

- Vi har introduceret en kasse med beroligende metoder, der bl.a. kan aflede patienter med selvskadende tanker. For at gøre det lettere for personalet i FAM, har vi lavet en drejebog med beskrivelser af, hvad de forskellige ting kan bruges til. Det er selvfølgelig stadig individuelt fra patient til patient, hvad der fungerer godt, fortæller Maja.

- Afledningsværktøjerne er noget, vi har brugt i mange år i Psykiatrien, og derfor også en forventning hos de erfarne patienter. Så det er forklaringen, hvis man pludselig står med en patient, der beder om en ishandske, forklarer Henriette. 

- Her er der mange af kollegerne i FAM, der spørger, hvordan jeg kommer ind på den snak om afledning? Det er faktisk altid det første, jeg spørger en selvskadende patient om: Har du brug for noget afledning? Man skal bare være åben og spørge, så skal patienten nok selv sige til eller fra, forklarer Anja. 

Skaber sammenhængen på tværs

Ved at Maja og Anja har deres daglige gang i både FAM og PAM er de også med til at skabe større sammenhæng i selvskade-patienternes forløb på tværs af somatikken og psykiatrien.  

- Vi kan i vores konference på PAM videregive vores førstehånds erfaringer med patienten fra FAM, og vi kan følges med patienten direkte fra FAM til PAM – og have en snak med patienten undervejs. Vi kan også tage fat i Lokalpsykiatrien, så de ved besked om den somatiske indlæggelse – det får de ellers kun besked om, hvis patienten ender i PAM. På den måde er det få led, informationen skal igennem, og vi har den fordel, at relationen til patienten allerede er etableret, siger Maja

- Det har også indflydelse på vores arbejde i PAM, at Maja og Anja har set, hvad der er sket i FAM i dag og kan videregive det, så vi i PAM kender forløbet fra start, forklarer Henriette.

Tidlig psykiatrisk vurdering skaber ro

Indtil videre er erfaringerne, at den tidligere involvering af de psykiatriske kompetencer giver større ro og tryghed for patienterne – men også kollegerne.

- Det giver rigtigt god meningen med den her patientgruppe, at psykiatrien kommer ind i starten af patientforløbet, således det bliver en mere målrettet og korrekt behandling fra starten. Det giver både patienten og personalet en bedre oplevelse, siger Christina

- Det, der er hverdag i PAM, det er guld værd for personalet i FAM. Jeg hører mange kolleger på FAM sige, ’jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle gøre det her uden dig’. Så vi oplever, at det giver rigtigt god mening, at vi får delt vores faglige viden på tværs af psykiatrien og somatikken, siger Anja.

APPFWU02V