Kunstforløb hjælper patienter til at se sig selv på nye måder
I kunstforløbet ”kunsten at male sig ud af et hjørne” bruger patienter i Lokalpsykiatrien Odense maling og ler til at få ro på tankerne og tage skidt mod recovery. Nu udstilles flere af deres værker for at inspirere andre.
”Når jeg sidder der med farverne, og nogen spørger mig, hvad jeg laver:
… Jeg øver mig!
… Hvad øver du dig i?
… I at leve!”
Sådan beskriver én af patienterne sin oplevelse i kunstforløbet “Kunsten at male sig ud af et hjørne”, hvor følelser bliver til farver og kunst, og giver inspiration til at takle hverdagen på nye måder. I det 5 måneder lange forløb tilbydes en gruppe patienter med spiseforstyrrelse, angst eller depression i Lokalpsykiatrien Odense, at de hver tirsdag kan komme og male, tegne, lave ler eller noget helt andet kreativt. Og for mange af dem, er de tirsdage blevet deres yndlingsdage.
- Det giver så meget mening for patienterne. Vi er alle sammen flyvende, når vi har det her hold om tirsdagen. Dem vi har med i forløbet finder et fællesskab i det, som de ellers ofte ikke oplever. Så den ensomhed, der kan være, bliver mindre, siger specialsygeplejerske Eva Wittenborn, som er med fra Lokalpsykiatrien i Odense.
Forløbet har nu været i gang siden 2020 og kunstneren bag er Karsten Auerbach. Han samarbejder med netop specialsygeplejerske Eva Wittenborn og overlæge Susie Andersen fra Lokalpsykiatrien. Siden starten har omkring 75 patienter deltaget.
Med kunstværkerne kan patienterne – kunstnerne – forsøge at vise alt det, der foregår inde i dem, som er svært at finde ord for. Både det svære og det gode. Og mange af de unge oplever, at tiden med en pensel i hånden eller ler på fingrene gør dem godt. De fortæller blandt andet, at det giver dem en pause fra angst og tankemylder, at det giver energi, at det udfordre deres perfekthedskrav, og at de kommer mere i kontakt med sig selv og ser sig selv på nye måder.
Og overlæge Susie Andersen understreger, at patienternes gode oplevelser kan bruges i deres hverdag.
- Vi ser at kunstforløbet giver nogle af vores patienter en oplevelse af at kunne mestre noget, og vi oplever, at flere genfinder mod og interesse for omverden, som de kan tage med sig ud i hverdagen, siger hun.
Ifølge kunstner Karsten Auerbach, så viser forløbet, hvad kunst kan.
- Dem der er med får en platform, hvor de kan arbejde med noget af det, de har problemer med. De kan selv gøre noget aktivt. For nogen er det en nødvendig pause, og andre finder et sprog. Et sprog at tænke med, tænke med øjnene, fingrene og kroppen. På den måde kan værkerne tale for kunsterne. Og over tid ser vi udvikling og små skridt mod recovery hos dem, der er med, siger han.
Lige nu bliver flere af værkerne udstillet i Lokalpsykiatrien i Odense, så de kan inspirere og sætte gang i tankerne hos andre. Den udstilling skal derefter på tour til først Psykiatrisk Afdeling Esbjerg den 20. februar og dernæst i afdelingen i Svendborg den 3. april.
Se et udvalg af værkerne her.