“Psykiatrien lærte os at kende forskel på Klara og på spiseforstyrrelsen”

Konfliktfyldte måltider var hverdag

Mor og datter. Tæt forbundet af noget, som de helst havde været foruden, men som samtidig har gjort dem stærkere: Anoreksi. I en årrække har spiseforstyrrelsen fyldt så meget hos familien Heidemann, at sygdommen blev omtalt i tredje person. Der var Klara, og så var der spiseforstyrrelsen. Især måltiderne blev konfliktfyldte.

- Hvert måltid blev en kamp. Vi følte, at så snart et måltid var overstået, så skulle vi i gang med at forberede os mentalt på det næste måltid. Det trak al overskuddet ud. Og det var slet ikke hyggeligt at samle familien rundt om middagsbordet, forklarer Malene Heidemann.

I takt med at kiloene forsvandt, blev det gode humør også mindre. Det blev hurtigt tydeligt for Klaras familie, at alt ikke var, som det skulle være. Malene Heidemann, der til daglig er læge på en børneafdeling i Odense, oplevede i begyndelsen en form for benægtelse over, at hendes datter skulle være syg.

- Jeg klamrede mig til håbet om, at det ikke var psyken, der var problemet. Som læge tror jeg, at det var nemmere for mig at forholde mig til somatikken. Det var mere håndgribeligt end psykiatrien.

Klaras sygdom fyldte alt

Med tre børn og to fuldtidsjobs blev det sværere og sværere for forældrene at få dagligdagen til at hænge sammen. Klaras to søskende blev sammen med deres forældre pårørende i psykiatrien. Derhjemme var det spiseforstyrrelsen som fyldte alt, hvilket betød, at familien var nødt til at spise alle måltider med Klara og droppe sociale aktiviteter. Klara havde et stort behov for samvær og omsorg især fra sin mor. Det betød blandt andet, at Klaras lillesøster ikke kunne få legeaftaler på besøg, og at familien aldrig havde gæster i huset.

- Vi fik at vide, at vi skulle forsøge at gøre, som vi plejede herhjemme, som for eksempel at have gæster og deltage i sociale aktiviteter. Men det er et svært råd at efterleve.

For du kan ikke gøre ting normalt, når situationen er så unormal. Så det blev faktisk bare en ekstra dårlig samvittighed, forklarer Malene Heidemann.

Hun oplevede, at hun som pårørende fik et stort ansvar, når Klara ikke var indlagt. Hun skulle nemlig både være mor og behandler på samme tid.

- Jeg skulle jo både overvåge hende og sidde som en vogter flere gange om dagen og sige: “du skal spise”. Og bagefter skulle jeg som mor trøste og holde om hende. Den balance var umenneskelig svær.

Anoreksien var ved at splitte familien ad

En af de største udfordringer, som familien dagligt stod overfor, var, at skelne mellem hvornår de snakkede med Klara, og hvornår de snakkede med anoreksien. For det var anoreksien, der tvang hende til at snyde, lyve og manipulere. Noget som gjorde meget ondt og var ved at splitte familien ad. Anoreksien snød alle - både lægen og de nærmeste. Ifølge Malene Heidemann var det psykiatrien, der lærte familien at kende forskel Klara og anoreksien.

- Det var rigtig rart, at nogen kom og fortalte os, at det ikke var Klara, der var ubehagelig. Det gjorde en kæmpe forskel, at de lærte os at kende hendes spiseforstyrrelse, så vi kunne adskille den.
I dag gør Klara meget ud af at bruge sin erfaring på at hjælpe andre. Hun holder foredrag for klinikere og medicinstuderende om, hvordan de møder en patient som hende bedst. Det er de øjeblikke, hun støtter sig til på de dårlige dage.

- Man kan sætte en stor, fed streg over en lang periode i mine ungdomsår. Imens mine jævnaldrende dannede relationer på kryds og tværs, var jeg indlagt på en psykiatrisk afdeling. Og den kontrast er virkelig stor. Jeg kan engang imellem godt føle mig snydt, men jeg får energi af, at jeg er i stand til at hjælpe andre i samme situation.

Klara er helt sikker på, at hun aldrig havde stået her i dag, hvis hun ikke havde fået så stor hjælp.

- Mine forældre og søskende har hjulpet mig utrolig meget. Det er jeg meget taknemmelig for, afslutter Klara Heidemann.