Sygeplejefaglig referenceramme - en ramme for psykiatrisk sygepleje

Som anført er sygeplejen altid personcentreret og omsorgsorienteret. For at der udføres sygepleje, skal der være en patient, som sygeplejen ydes overfor. Sygeplejen udføres af social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og specialsygeplejersker i psykiatri. Sygeplejen udføres af de forskellige faggrupper på forskelligt niveau, der defineres af deres uddannelse.

• Social- og sundhedsassistenter er uddannet til at udføre helhedsorienteret og grundlæggende sygepleje. 
• Sygeplejersker er uddannet til at udføre kompleks sygepleje og skal selvstændigt varetage klinisk lederskab og klinisk beslutningstagning.
• Specialsygeplejersker i psykiatri har udover deres uddannelse i sygepleje udvidet deres faglige og kliniske kompetencer indenfor psykiatri.

Uddannelserne adskiller sig bl.a. fra hinanden mht. taksonomiske niveauer, hvor faggrupperne er uddannet på forskelligt niveau i forhold til kompleksitet og abstraktion. Sygeplejen er en del af behandlingen i sygehuset og nødvendig i forbindelse med udredning og behandling af patienter, som er en del af kerneopgaven. Med den sygeplejefaglige referenceramme er ønsket at løfte opmærksomheden på kvaliteten af sygeplejen for alle faggrupper.

Forskellen i ovenstående formulering af kompetenceniveau udtrykker til dels, at ingen faggrupper kan være foruden hinanden, men også et ønske om at understøtte behandlingen og plejen ved målrettet at bringe de forskellige kompetencer i spil ift. patienten samt at sikre en tydelig ramme for fremtidig rekruttering, fastholdelse og udvikling ift. psykiatrisk sygepleje som fag.

Patienter er først og fremmest mennesker, der er henvist til psykiatrien. Patienten kan have forløb, der foregår ambulant eller stationært. Patienter er mennesker, der lider af psykisk sygdom, som skal udredes og behandles med det formål, at de kan leve deres liv og tage del i samfundet.

Alle patienter er unikke og skal inddrages i deres egen behandling. Derfor er der fokus på recovery, individuel behandling og den personcentrerede og situationsbestemte sygepleje.

Pårørende er ligeledes først og fremmest mennesker, der kan have brug for støtte og omsorg fra den fagprofessionelle til at håndtere de byrder, der kan være forbundet med rollen som pårørende. Derudover kan pårørende udgøre en vigtig ressource i patientens behandlingsforløb, da de har unik og værdifuld viden om patienten. Pårørende udgør dermed en del af patientens netværk, der kan understøtte recovery i patientens dagligdag. Det er derfor vigtigt, at patienter og pårørende er velinformerede, bliver inddraget i behandlingsforløbet og således er med til at træffe beslutninger om sundhed og behandling.

Tryghed dækker over både personalets og patientens oplevede tryghed og sikkerhed. Tryghed dækker over den enkeltes personlige oplevede tryghed i den aktuelle situation, den relationelle tryghed og for patientens vedkommende den behandlingsmæssige oplevede tryghed. Sikkerhed dækker derimod ikke kun over den personlige sikkerhed for personale og patienter på afsnittet, men også over kulturel sikkerhed (dvs. sikkerhed mod at blive diskrimineret og stigmatiseret).

Begreberne tryghed og sikkerhed er afbilledet i midten, da det er grundlæggende forhold, der skal være til stede hos både den fagprofessionelle og patienten. De er afgørende for, at der kan etableres en gavnlig relation, hvor den fagprofessionelle kan yde omsorg, og hvor patienten kan modtage omsorg. Tryghed og sikkerhed er ikke noget, vi én gang for alle kan krydse af i plejen. Det er et ideal, som vi kontinuerligt bør rette vores handlinger mod at etablere og vedligeholde. Som ansat, kollega eller kontaktperson forpligter det dybt ind i vores sygepleje.

Psykiatrisk sygepleje er et relationelt anliggende med et terapeutisk sigte om at bedre, hjælpe og støtte patienten i dennes håndtering af egen sygdoms- og livssituation. Etablering og vedligeholdelse af en gavnlig relation er afgørende for at sikre en god udredning og behandling. Den gavnlige relation skal således være til gavn for patienten og har stor betydning for den sygepleje, der skal udføres af den fagprofessionelle i forhold til patienten.

Begrebet relation vedrører et forhold mellem to mennesker, hvor den ene part (den fagprofessionelle) er udstyret med viden, færdigheder og sundhedsprofessionelle kompetencer, og den anden part (patienten) er udstyret med erfaringer, et liv, livsanskuelse og en livssituation, der er så udfordret, at denne nu har behov for psykiatrisk behandling og pleje.

Relationen er vigtig for sygeplejen, så man kan forstå patienten og dermed hjælpe. Når der er en god relation, giver det adgang til fortrolighed og dermed også observationer i forhold til sygdom

I det relationelle arbejde, men også rundt om dette, udfører den fagprofessionelle en række sygeplejehandlinger. Den fagprofessionelle baserer disse handlinger på sin faglighed, der består af den fagprofessionelles teoretiske og erfaringsbaserede viden sammen med et sygeplejefagligt skøn.

Handlinger planlægges ud fra de observationer, der er foretaget. Observationerne leder til en sygeplejefaglig vurdering af handlinger, der skal igangsættes omkring patienten. Handlingerne kan eksempelvis være ud fra de 12 sygeplejefaglige problemområder på baggrund af sygeplejeprocessen. Det kan også være udarbejdelse af en tryghedsplan (APG) med patienten mv.

I et hvert møde med patienten vil den fagprofessionelle gøre sig sygeplejefaglige observationer, der danner grundlag for den sygeplejefaglige vurdering. Det er vigtigt, at den fagprofessionelle observerer patientens somatiske og psykiatriske symptomer samt patientens adfærdsmønstre. Observationerne er mangeartede og skal dokumenteres, så oplysninger videregives til kollegaer og andre faggrupper. Udgangspunktet for dette er de 12 sygeplejefaglige problemområder.

Observationerne danner grundlag for en faglig vurdering af patienten bl.a. i forhold til hvilke sygeplejefaglige handlinger, der skal igangsættes. For eksempel er observation af bivirkninger af den farmakologiske behandling vigtig for patienten med henblik på bl.a. compliance.

Den fagprofessionelle foretager ud fra sin sygeplejefaglige observation en vurdering af, hvilke sygeplejehandlinger, der skal igangsættes omkring patienten.

Sygeplejeprocessen er en stor del af både den sygeplejefaglige observation og den sygeplejefaglige vurdering.

Den fagprofessionelle kan anvende forskellige hjælpeværktøjer til at vurdere den behandling, som patienten har behov for. For eksempel er selvmordsrisikovurdering et konkret redskab, som hjælper den fagprofessionelle med at systematisere vurderingen af patienten på det rette grundlag. Andre redskaber kan være BVC, Hamilton rating, GAF mv.

Gennem sin uddannelse har den fagprofessionelle udviklet og tilegnet sig viden, færdigheder og
kompetencer gennem teori og praksis. Teorien er det, der skal sætte sygeplejefagligheden i centrum for de
sygeplejefaglige handlinger. Faggrupperne, der udfører sygepleje, adskiller sig fra hinanden mht. på hvilket
taksonomisk niveau, de er uddannet til at anvende forskellige teorier og modeller. Når den fagprofessionelle
efteruddanner sig gennem kurser og efter- og videreuddannelse, får den fagprofessionelle mere viden, der
kan anvendes i sygeplejen. De løbende erfaringer fra det kliniske arbejde er ligeledes med til at højne
niveauet for den sygepleje der udføres.

Psykiatrisk sygepleje er en specialisering af sygeplejen, hvor den fagprofessionelle har særlige kompetencer
inden for udredning og behandling af patienter, der lider af psykisk sygdom. Specialiseringen øges gennem
erfaring samt læring – herunder forskellig teorier og modeller.

Endelig kan forskningsbaserede artikler anskues som mere praksisnære teorier, der er kendetegnet ved
at belyse enkelte områder / enkelte problemstillinger i specifikke kontekster (f.eks. ambulant psykiatri, retspsykiatri osv.). Et eksempel på det kunne være forskningsbaseret viden om, hvad der kendetegner sygeplejerskers interaktioner med den retspsykiatriske patient.

Da referencerammen er dynamisk og udvikler sig over tid i takt med de dominerende paradigmer, er det
umuligt at opstille en udtømmende liste med sygeplejefaglige teorier og psykiatrifaglige teorier, der kan
placeres i referencerammen.

Når den fagprofessionelle planlægger de sygeplejefaglige handlinger, har den fagprofessionelle samtidig også valgt hvilke metoder og tilgange, der anvendes i udførslen af sygeplejen. Metoder og tilgange til sygeplejen er de færdigheder, som den fagprofessionelle anvender i udførslen af sygeplejen, og som udvikles gennem praktisk kunnen, samtidig med at den fagprofessionelle reflekterer over sine egne færdigheder for egen læring. Metoder i sygeplejen kan også være redskaber, der anvendes som en del af patientens behandling. Bl.a. er safewards en tilgang til patienterne, der anvendes i sygeplejen.

Metoder og tilgange er afhængig af, hvilke sygeplejefaglige teorier og modeller den fagprofessionelle inddrager i sin sygepleje af patienten. Psykiatrisk sygepleje indeholder særlige metoder og tilgange til sygeplejen. For eksempel recovery, som der arbejders med i psykiatrisygehuset.

Recovery

En recovery-orienteret praksis tager udgangspunkt i den enkelte persons oplevelse og fokuserer på
håb, mening og selvbestemmelse med henblik på at få et meningsfuldt liv med de begrænsninger, der
kan være, når man har en psykisk sygdom. En recovery-orienteret praksis udvikles blandt andet via
brugerstyring, brugerinvolvering og inddragelse. Det sker i form af individuelle samtaler og fælles
beslutningstagen, som understøtter medbestemmelse vedrørende egen situation.

Recovery som grundlæggende tilgang til arbejdet med mennesker med psykisk sygdom skal give
patienterne håb for fremtiden og håb om, at det er muligt at komme sig ved aktivt selv at tage del i at
forbedre egen situation. Det er ambitionen, at den recovery-orienterede tilgang bliver en naturlig del
af kulturen i behandlingspsykiatrien og i udredning, pleje, behandling og rehabilitering.