Skip til primært indhold

Digital behandling af angst hos unge i CoolMinds

CoolMinds tilbyder gratis online behandling af angst og OCD hos unge mellem 12 og 17 år. Behandlingen gennemføres hjemmefra med skriftlig støtte fra en psykolog. Forløbet inddrager både den unge og forældre.

Online hjælp og støtte til unge og deres forældre

CoolMinds-forløbet varer 12 uger og gennemføres i to separate digitale programmer – et til den unge og et til forældre. Behandlingen består af kognitiv adfærdsterapi, som er den mest veldokumenterede behandlingsform ved angst. I forløbet får I hjælp til at forstå og håndtere angst. Da behandlingen foregår online, har I mulighed for at arbejde med programmets indhold, når det passer jer bedst.

Psykologstøttet behandling uden henvisning

CoolMinds er for familier, som bor i Region Syddanmark eller Region Hovedstaden. Det er gratis at modtage behandling, og I skal ikke have en henvisning fra jeres læge. I modtager skriftlig feedback og støtte fra en psykolog under hele jeres forløb.

Behandlingsprogrammet til unge

Programmet er bygget med særligt fokus på at skabe et trygt og genkendeligt univers, hvor jeres barn får hjælp til at forstå angsten og kan arbejde med det, der er svært. Indholdet består af tekst, grafikker, videoer, lydfiler og øvelser. Når man forstår, hvad angst er og lærer hvordan man kan udfordre den, bliver den nemmere at håndtere. Jeres barn får skriftlig feedback på sit arbejde i programmet og kan skrive med psykologen via programmets chatfunktion.

Programmet til forældre

Forældreprogrammet klæder jer godt på til at hjælpe jeres barn gennem behandlingen. Ved at få en bedre forståelse af hvad angst er og hvordan tanker, følelser og fysiske reaktioner hænger sammen, vil I bedre kunne støtte jeres barn. Det vil også hjælpe jer med at opdage adfærdsmønstre i jeres familie, som kan bidrage til at vedligeholde angsten. Som forældre kan I også I skrive til jeres psykolog gennem programmets chatfunktion, hvis I har spørgsmål eller brug for hjælp eller støtte.

Ansøgning og behandling i CoolMinds

I ansøger om behandling direkte på coolminds.dk. Hvis vi vurderer, at tilbuddet kan hjælpe jeres barn, vil vi indkalde jer til en afklarende samtale, som afholdes over video. Psykologen vil både tale med jer forældre og jeres barn alene. Vi ved af erfaring, at nogle unge synes, at det er overvældende at skulle tale med en psykolog på egen hånd. Vores psykologer er heldigvis vant til at tale med unge med angst, og de er gode til at hjælpe, hvis jeres barn synes, at det er svært. Bliver I tilbudt et forløb, kan I starte behandling kort tid efter samtalen. 

Vigtigt at vide om ansøgning og behandling

Vi gør opmærksom på, at:

  • En forælder eller værge skal ansøge for den unge
  • Den unge skal kunne tale, læse og skrive ubesværet på dansk
  • Mindst én forælder skal kunne tale, læse og skrive ubesværet på dansk
  • Den unge skal bo i Danmark og have dansk læge 
  • Der skal gives samtykke til, at vi kan informere jeres læge om forløbet
  • Begge forældre eller værger skal give samtykke til behandlingen
  • Unge, som er fyldt 15 år, skal også selv give samtykke.

Vi kan ikke tilbyde behandling, hvis den unge:

  • Bor uden for hjemmet, f.eks. på efterskole, kostskole, højskole eller botilbud
  • Modtager anden psykoterapeutisk behandling for angst.

Den unge kan ikke blive behandlet, hvis der er konstateret:

  • autismespektrum- eller adfærdsforstyrrelse
  • ubehandlet opmærksomhedsforstyrrelse
  • psykotiske symptomer, bipolar lidelse, PTSD, spiseforstyrrelse eller en aktuel moderat-svær depression
  • selvmordstanker eller er selvskadende
  • aktivt alkohol- eller stofmisbrug.

Læs mere og ansøg om behandling på coolminds.dk

APPFWU01V