Skip til primært indhold

Hyponatriæmi

Hyponatriæmi er en bivirkning som kan forekomme ved behandling med en række psykofarmaka.

Hyponatriæmi

Hyponatriæmi er et dosisuafhængigt symptom, som ses hos mange patienter i behandling med psykofarmaka. Det kan komme som følge af overdreven væskeindtag (vandintoksikation) eller ved påvirkning af antidiuretisk hormon, kaldet SIADH (syndrom ved uhensigtsmæssig antidiuretisk hormon frigørelse). Det vil oftest indtræde i de første par uger efter opstart med et givent lægemiddel, hvor det vil føre til et natrium niveau under reference intervallet på 135mmol/L.

Patienter

Patientspecifikke risikofaktorer for udvikling af hyponatriæmi er bl.a. alder, patienter over 65 år er i øget risiko, kvindeligt køn, rygning (da nikotin øger sekretion af antidiuretisk hormon). Herudover er co-morbide sygdomme samt polyfarmaci blandt de faktorer, som kan medvirke til, at en patient kan være i øget risiko for at udvikle hyponatriæmi.

Symptomer

Nogle patienter kan være symptomfrie mens hyponatriæmien hos andre manifesterer sig i form af svaghed, træthed, hovedpine og vægtøgning. Kvalme og konfusion kan også forekomme, og ved sværere tilfælde (der er angivet ved værdier under 120 mmol/L) er krampetilfælde og koma set. I tilfælde af natriumniveau under 125mmol/L bør specialiseret behandling umiddelbart iværksættes.

Risikopræparater

Forekomsten af SIADH er beskrevet at være tre gange højere hos patienter, som er i behandling med SSRI frem for andre antidepressiva. Dog er det samtidig beskrevet, at syndromet ofte kommer igen ved SNRI behandling hos patienter, som tidligere har udviklet hyponatriæmi ved SSRI-behandling.
Også flere antipsykotika er associeret med hyponatriæmi. Hos patienter, som er i behandling med antipsykotika, bør man derfor oftere mistænke, at hyponatriæmi er medicininduceret, fremfor at der er tale om markant øget vandindtagelse, selvom det er postuleret, at antikolinerge bivirkninger og deraf mundtørhed kan føre til øget væskeindtag.
Der er også rapporteret forekomst af hyponatriæmi ved behandling med antiepileptika (carbamazepin, valproat, lamotrigin) og ved andre antidepressiva (mirtazapin, tricykliske antidepressiva (TCA), samt MAO-hæmmere), om end forekomsten som nævnt er lavere. Kun for agomelatin er bivirkningen ikke beskrevet.
Symptomet synes at være afhængig af den serotonerge påvirkning. Selve mekanismen er ikke fuldt ud klarlagt, men der menes at være en sammenhæng til den serotonerge effekt og antidiuretisk hormon.
Jf. The Maudsley prescribing Guideline er herunder opstillet antidepressiva i faldende rækkefølge ift. deres risiko for at give hyponatriæmi.
Højst risiko

  • SSRI (fx sertralin, citalopram, paroxetin)
  • SNRI (duloxetin, venlafaxin)

Mellem risiko

  • TCA (fx nortriptylin, imipramin, amitriptylin)

Mindre risiko

  • NaSSa (mirtazapin, mianserin)
  • Bupropion (NARI)
  • MAO-hæmmere
  • Agomelatin

Behandling

En additiv effekt som følge af polyfarmaci bør holdes in mente ved vurdering af årsag. Især bør man også indtænke præparater som kan påvirke den renale funktion som fx diuretika, NSAID og hypertensionspræparater som ACE-hæmmere og calcium-antagonister.
Hyponatriæmi hos patienter, som ikke er i behandling med et SSRI/SNRI, kan forsøges behandlet med vand/væskerestriktion som førstevalg.

De patienter, som udvikler hyponatriæmi på et SSRI-præparat, er som nævnt i risiko for også at udvikle det ved skift til SNRI-behandling. Hos disse patienter bør man overveje antidepressiva med en anden virkningsmekanisme. Valg af præparat bør ske under hensyntagen til den enkelte patient og dennes behov for antidepressiv behandling.

Hos patienter i behandling med antipsykotika kan skifte til et andet præparat muligvis afhjælpe syndromet. På nuværende tidspunkt findes der dog ikke tilstrækkelig viden omkring, hvilke præparater der vil være mere hensigtsmæssige i denne henseende.

Artiklen bygger på informationer fra The Maudsley Prescribing Guidelines in Psychiatry, 14th edition og Managing the Side Effects of Psychotropic Medications, 2nd edition.

APPFWU02V