Skip til primært indhold

Risperidon - paliperidon depotbehandling

Forskelle på depotpræparater indeholdende risperidon eller paliperidon

I januar 2025 blev OKEDI ®, en ny risperidon-depotinjektion til indgivelse hver 28. dag, markedsført i Danmark. I denne artikel belyses de væsentligste forskelle mellem de markedsførte paliperidon- og risperidon-depotinjektioner. Der er i nedenstående taget udgangspunkt i Xeplion og Rispolept Consta, men det samme gør sig gældende for lignende, virkende præparater.

Opstart af behandling

Risperidon- eller paliperidondepotinjektion kan anvendes som vedligeholdelsesbehandling ved skizofreni. Det anbefales generelt, at peroral risperidon eller paliperidon bør være afprøvet i minimum 14 dage før opstart af depotinjektion for at sikre effekt og tolerabilitet.

Rispolept Consta

Som udgangspunkt anbefales det, at patienter velbehandlet på   4 mg peroralt risperidon skal have depotinjektion med 25 mg hver 14. dag. Patienter, der får en højere peroral dosis, vil have behov for en dosis på 37,5 eller 50 mg hver 14. dag. Doser over 50 mg hver 14. dag anbefales som udgangspunkt ikke. På grund af latensperiode af frigivelse af aktivt lægemiddelstof bør der suppleres med oralt risperidon de første 3 uger efter første injektion. Doseringsintervallet er hver 14. dag (1).

Xeplion

Behandlingen initieres med en anbefalet støddosis på 150 mg efterfulgt af en dosis én uge senere på 100 mg. Dette sikrer, at supplement med peroral risperidon eller paliperidon ikke er nødvendig. Herefter følger en anbefalet vedligeholdelsesdosis på 75 mg hver 4. uge, svarende til 3 mg risperidon tablet eller 6 mg paliperidon depottablet dagligt. Injektionen kan gives op til 7 dage før eller efter den planlagte månedlige injektion (2). Patienten, der er stabiliseret på Xeplion i mindst 4 måneder, kan skifte til Trevicta depotinjektion hver 3. måned. Den initiale dosis af Trevicta baseres på effektive dosis af Xeplion (3).

OKEDI

Første injektion kan gives 24 timer efter sidste perorale risperidon-dosis. Den anbefalede vedligeholdelsesdosis er 75 mg hver 28. dag, svarende til 3 mg oral risperidon dgl. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan der øges til 100 mg hver 28. dag. Patienter, der anvender < 3 mg dgl., er som udgangspunkt ikke kandidater til behandling med OKEDI. Injektionen kan gives op til 3 dage før den 28. dag, for at sikre at en dosis ikke springes over eller forsinkes. Der er ikke anbefalinger om supplement med peroral risperidon under behandling med OKEDI, da der er øjeblikkelig frigivelse af risperidon efter injektion (4).

Farmakokinetik

Rispolept Consta

Efter injektion frigives en lille initial dosis på <1 % af den samlede dosis. Der følger herefter en latens-periode på 3 uger, hvorfor supplement af peroral risperidon anbefales. Efter 3. uge starter hovedafgivelsen af risperidon. Steady-state opnås i løbet af 4-6 uge. I uge 7 aftager frigivelsen og heraf også plasmakoncentrationen.  Efter 7-8 uger er lægemidlet fuldt elimineret. Ved indgivelse hver 14. dag opretholdes således en kontinuerlig frigivelse af risperidon (1).

Xeplion

Efter injektion ses en øjeblikkelig frigivelse af paliperidonpalmitat. Paliperidonpalmitat har dog lav vandopløselighed og opløses derfor langsomt, før det kan hydrolyseres til paliperidon og absorberes systemisk. Plasmakoncentrationen af paliperidon er derfor gradvist stigende, indtil den når maksimal koncentration efter omkring 2 uger. På grund af initiering med støddosis opnås steady-state dog efter 1 uge. Frigivelsen af paliperidon vedbliver i minimum 4 måneder (2).

OKEDI

Efter injektion frigives straks en mængde risperidon ledende til terapeutisk plasmakoncentration. Herefter falder plasmakoncentrationen vedvarende i løbet af de første 14 dage. Der opnås herefter en ny top omkring 21.-24. dag, som efterfølgende gradvist aftager. Steady-state opnås typisk efter 4 uger. Lægemidlet er fuldt elimineret efter 75 dage (4).

Opbevaringsforhold

Rispolept Consta skal opbevares i køleskab (2-8  ). Ved opbevaring uden for køl, dog maksimalt 25  , er produktet holdbart i 7 dage (1). OKEDI og Xeplion skal opbevares ved temperaturer under 30   (2,4). Trevicta har ingen særlige opbevaringsbestemmelser (3). 

Rekonstitution

Rispolept Consta leveres i et kit indeholdende hætteglas med lægemiddeltørstof og injektionssprøjte med solvens. Produktpakken skal temperere ved stuetemperatur i 30 minutter inden rekonstitution. Solvensen overføres til lægemiddelsprøjten via. en overførselsadapter. Der rystes kraftigt i minimum 10 sekunder for at opnå en homogen suspension. Suspensionen overføres til injektionssprøjten, og den korrekte kanylestørrelse påføres (1).

Xeplion og Trevicta leveres i forfyldte injektionssprøjter. Inden administration rystes sprøjten kraftigt for at opnå en homogen suspension. Efterfølgende påsættes en passende kanyle (2,3).

OKEDI leveres i et kit indeholdende en injektionssprøjte (R) med lægemiddeltørstof og en injektionssprøjte (S) med solvent. Solventen fryser ved temperaturer under 19   . Er det ikke muligt at opbevare produktet ved temperaturer over 19  , kan solventen optøs mellem hænderne inden brug. Efter de to sprøjter er sammenskruet, trykkes de to stempler skiftevis hurtigt og kraftigt i bund svarende til 2 tryk pr. sekund i ca. 1 minut. Der skal opnås en homogen suspension med tyktflydende konsistens. Væsken overføres herefter til injektionssprøjte S.  Injektionssprøjte R kasseres, og der påføres en passende kanyle til injektionssprøjte S. Lægemidlet skal injiceres straks efter rekonstitution for at undgå, at suspensionen mister homogenitet. På grund af medicinens viskositet er injektionstiden længere end for andre injicerbare lægemidler (4).

Økonomi

Alle præparaterne er omfattet af klausuleret tilskud. For tilskudsberettigede patienter i fast behandling vil lægemiddeludgiften derfor også afhænge af øvrig medicinering. Behandling med OKEDI og Rispolept Consta vil i løbet af et medicintilskudsår, baseret på de nuværende priser, resulterer i 100% medicintilskud. For Xeplion og de øvrige paliperidon-depotinjektioner afhænger udgifterne i høj grad af, hvilket præparat der er ordineret, idet præparaterne ikke er substituerbare. Patienter, der overgår fra Xeplion til Trevicta, vil også opnå 100% medicintilskud (5). En stor del af patientgruppen vil dog være kandidater til vederlagsfri udlevering (6).  

Kildeliste

1.       Produktresume Rispolept Consta

2.       Produktresume Xeplion

3.       Produktresume Trevicta

4.       Produktresume OKEDI®

5.       Medicinpriser.dk, tilgået juni 2025

6.        Vederlagsfri liste (31. januar 2025)

APPFWU02V