Skip til primært indhold

Unge skal selv være med til at løse mistrivslen i Syddanmark

Nyt projekt sætter de næste to år fokus på at forbedre unges trivsel i Region Syddanmark, og er gjort mulig af en bevilling på 14 millioner kroner fra TrygFonden. En hjørnesten i det kommende arbejde bliver at involvere unge i hele processen, så deres stemmer bliver grundlaget for al nyt indhold og indsatser, der har til formål at hjælpe unge selv.

Vi har hørt det igen og igen: Mistrivslen blandt unge er steget markant de senere år. De gælder i høj grad også for unge i Syddanmark.

Undersøgelser fra bl.a. Statens Institut for Folkesundhed viser, at unge med dårlig mental sundhed har en lang række udfordringer med ensomhed, stress og et markant lavere selvværd og livstilfredshed. Det er det, der nu for alvor skal ændres på.  

Og hvem bedre end unge selv kan hjælpe med at definere udfordringerne og pege på løsninger? Og dermed give uvurderlige input til fagpersonerne, forskerne og miljøerne omkring unge.

Det er i hvert fald tesen i et nyt storstilet samarbejde mellem Psykiatrien i Region Syddanmark ved Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark, Statens Institut for Folkesundhed, SDU og TrygFonden, der har doneret 14 millioner kroner over de næste to år til at forbedre unges trivsel i Syddanmark.  

- Det har været afgørende for os, at vi ikke bare taler om unges trivselsudfordringer og kommer med mulige forslag til løsninger uden at inddrage unge selv. Både hvad angår det, der fylder hos dem, og hvad de selv ser som mulige løsninger. Over de kommende år vil vi derfor gå i tæt dialog med unge, der hvor de er, og sammen med dem afprøve og udvikle forskellige nye veje til at forbedre trivslen, siger Lone Schultz Hedemand, som er formand for TryghedsGruppens regionale råd i Syddanmark. TryghedsGruppen står bag TrygFonden.  

Unge i centrum

Gennem bl.a. en lang række workshops på ungdomsuddannelserne i Region Syddanmark og ved at analysere mere end 2.500 brevkassesvar fra unge som ligger på Mindhelper.dk – en populær digital platform for unge om mental sundhed, der har over en million besøgende om året – er det ambitionen at udvikle helt nye redskaber, tilbud og hjælp, der rammer unge bedre end i dag.    

- Det er en unik mulighed og et unikt datasæt, vi her kommer til at arbejde med. Bl.a. fordi en stor del af data kommer direkte fra unge selv. Vi ser frem til at dykke ned i alle inputtene og finde interessante mønstre og ønsker, som i sidste ende kan blive omsat til produkter og tilbud, som kan hjælpe endnu flere – fordi unge finder det relevant og selv har været til at pege på det, siger Anna Paldam Folker, professor ved Statens Institut for Folkesundhed.  

Der bliver desuden nedsat et ungepanel og et studievejlederpanel som løbende skal involveres og være med til at udvikle og teste forskellige ideer og prototyper af.

En anden vigtig del af samarbejdet bliver at få den digitale platform, Mindhelper.dk, bedre forankret på ungdomsuddannelserne og gjort de nye tilbud mere synlig for unge og de fagfolk, der arbejder med unge.

Den store ambition med samarbejdet er, at man gennem tidlig forebyggelse og tilbud udviklet af og med unge, kan undgå at så mange unge mistrives.      

- Det er en vigtig opgave, at vi forebygger mistrivslen der, hvor unge har deres daglige gang. På den måde kan vi måske hjælpe endnu flere med at angst, stress og tristhed ikke udvikler sig og bliver behandlingskrævende, siger Charlotte Josefsen, administrerende sygehusdirektør, Psykiatrien i Region Syddanmark.

Ungepanel skal støtte unge

TrygFonden har forpligtet sig til at have fokus på børn og unges mentale trivsel i region Syddanmark. Og også at gribe udfordringerne an på nye måder. Bl.a. arbejder man på at nedsætte et ’ungepanel’ med hjælp fra organisationen Ungdomsbureauet, der er specialister i ungeinvolvering.

De får til opgave at nedsætte et ungepanel for Syddanmark, der skal vurdere og støtte unges egne ideer helt til konkrete projekter – og gerne på en enkel måde, hvor der er kort fra projektide til støtte. Uddelingsmidlerne doneres af TrygFonden og bliver et pilotprojekt i tæt samarbejde med Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark. 

- Vi tror på, at unges egne ideer og forslag kan noget, og ønsker med dette pilotprojekt at skabe en lettere vej til at støtte unge og deres ideer mere direkte, siger Lone Schultz Hedemand, fra TryghedsGruppens regionale råd for Syddanmark.   

Fakta

  • Det nye samarbejde mellem Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark, Statens Institut for Folkesundhed og TrygFonden løber indtil udgangen af 2026
  • TrygFonden støtter samarbejdet med 14 mio. kr. over de kommende to år. Indsatsen er en del af TrygFondens indsats: ”Demokratisk Filantropi”, hvor TryghedsGruppens regionale råd i Syddanmark har valgt børn og unges trivsel som en flerårig strategisk satsning og med en klar ambition om at inddrage målgruppen (unge) dybt i indsatsen under parolen ”Stemmer forandrer”   
  • Center for Digital Psykiatri, der er forankret i Psykiatrien i Region Syddanmark, har siden 2016 drevet Mindhelper.dk, der er en digital platform for unge om mental trivsel med godt en million besøgende om året
  • Mindhelper.dk er oprindeligt udviklet med en donation fra TrygFonden, men er siden 2018 blevet drevet som et landsdækkende tilbud med en fast årlig bevilling fra regionerne
Charlotte Rosenkrantz Josefsen

Charlotte Rosenkrantz Josefsen

Administrerende sygehusdirektør


99 44 48 01

Christian Nørr

Dokumentarist TrygFonden


25 45 62 26
APPFWU01V