Skip til primært indhold

Helle fejrer 40 år i Psykiatrien: ”Det helt rigtige for mig”

19. november kan Helle Heilmann, der er plejer og tillidsrepræsentant i Psykiatrien i Region Syddanmark, fejre jubilæum.

Helle Heilmann

Helle Heilmann har altid villet være med, hvor nye ting sker. Det har hun været nu i 40 år som plejer.

- Det var det helt rigtige for mig. Det med at danne og være i relationer og opleve, at man gør en forskel, det er meget givende, siger hun.

Helle Heilmann gør en forskel både for patienter, når hun går på arbejde som plejer på Psykiatrisk Afdeling Odense, men også for medarbejdere. Hun har været tillidsrepræsentant siden 1999 og er tæt på beslutninger i Psykiatriens samarbejdsudvalg, LMU og FMU, samt regionens hovedudvalg.

- Det er virkelig spændende. Man får en tydeligere forståelse for, hvorfor tingene er, som de er, og man kan være med til at påvirke dem.

Tog på weekendture med patienter

Der er sket meget med Psykiatrien i Helle Heilmanns arbejdstid.

- Jeg kan huske, at der engang var tid til at tage på lejrtur med patienterne med flere overnatninger, og det var fantastisk.

Selvom lejrture ikke længere er en del af terapien, så tøver Helle Heilmann ikke med at kalde psykiatrien i dag for ”en bedre psykiatri”. Blandt andet fordi der er mere fokus på relationer, ergoterapi, beroligende metoder, nedbringelse af tvang og kognitive behandlingsformer. Og om kort tid rykker Psykiatrisk Afdeling ud i det nye Universitetshospital i Odense.

- Jeg har altid fortalt med stolthed, at jeg arbejdede i psykiatrien. Når nu jeg kigger 40 år tilbage, så har det virkelig udviklet sig til det gode for patienterne – og dermed også for personalet, siger hun.

Trækker på sin store erfaring

Ligesom Psykiatrien har Helle Heilmanns faglige kunnen ikke stået stille. Hun har været med til at starte undervisning for patienter med skizofreni og deres pårørende, hun har gennemført en tværfaglig diplomuddannelse i psykiatri, videreuddannet sig i kognitive behandlingsformer og skal fremover undervise personale i metoden ”Den gode samtale”.

Med sine mange års erfaring fra både åbne og lukkede psykiatriske afsnit og psykiatrisk skadestue, er hun god til at støtte, guide og hjælpe patienter, som har det svært.

- Når man oplever taknemmelighed fra sårbare mennesker – det kan være et håndtryk, et smil eller sågar et kys på kinden - så er dagen jo fantastisk.

Helle Heilmann har rigtig mange episoder og oplevelser, der har gjort hende fagligt stolt. For nyligt var hun kontaktperson for en patient, der var indlagt med bipolar lidelse. Pludselig begyndte patienten at ændre adfærd, og selvom det var nærliggende at tro, at adfærden skyldes diagnosen, så reagerede Helle Heilmann på det hun så – nemlig også de fysiske ændringer.

- Det viste sig, at patienten også havde en fysisk sygdom. Det er vigtigt ikke kun at have øje for den psykiske sygdom. Der havde jeg bare lyst til at klappe mig selv på skulderen, siger hun stolt.

Psykiatrien I Region Syddanmark takker Helle Heilmann for sit store arbejde til gavn for patienter og medarbejdere. Stort tillykke med jubilæet.

 

Læs også portrætterne af lægesekretær Lotte Damgaard Andersen og sygeplejerske Anette Oksbjerg. 

Jubilæumsportræt af Lotte Damsgaard.

Jubilæumsportræt af Anette Oksbjerg.

 

APPFWU02V