Skip til primært indhold

Ny hjælp til patienter med spiseforstyrrelse

Line får besøg af sygeplejersken i sit eget hjem. Et team af to sygeplejersker og en læge gør en forskel for patienter, der er hårdt ramt af en spiseforstyrrelse.

Et besøg af en sygeplejerske i hjemmet har vist sig at være en stor hjælp for 21-årige Line Schmidt, der lider af svær anoreksi.

- Det giver en tryghed for både mig og min familie, at de kommer her. Både fordi det er de samme, som kommer, og fordi vi har en relation til dem, siger hun.

Det er Den Mobile Ernæringsenhed, som kigger forbi hos Line. Et treårigt projekt støttet af SATS-puljen, der har til formål at forbedre behandlingen til patienter, der lider af svær spiseforstyrrelse.

Line og hendes hund

Her kører to sygeplejersker, Signe og Maria, ud til patienterne i hjemmet, og støtter dem ved måltider, vurderer om der skal tages blodprøver, tjekker hjertet og taler generelt om hverdagen.

- Vi plejer ret hurtigt at få vejningen overstået, og så snakker vi om, hvordan det er gået. Både med vægtøgningen, men også hvordan det er gået i familien, hvad jeg har arbejdet med, og hvordan spiseforstyrrelsen har været.

To sygeplejersker på hjemmebesøg

Patienter kan få et meningsfyldt liv

Det er Jeanie Meincke Egedal, læge ved Center for Spiseforstyrrelser i Odense, som er lægefaglig ansvarlig for projektet. Ifølge hende giver det god mening at hjælpe patienter som Line i hjemmet.

- I stedet for at patienterne er indlagte størstedelen af tiden, så trækker vi dem ud af sygehusene, og tilbage til deres hjem, hvor de kan passe studie, familie og venner. Noget, som er meget svært, når man er indlagt, siger hun. Projektet er et samarbejde med Odense Universitetshospital og løber frem til 2024. Der er i alt sat fem millioner kroner, som kommer fra SATS-puljen.

- I stedet for at snakke om helbredelse, så snakker vi om, hvordan patienten kan få et meningsfyldt liv, hvor spiseforstyrrelsen måske er en del af livet, men ikke tager overhånd og dominerer i sådan en grad, at vedkommende skal indlægges.

Projektet måler blandt andet på, hvor mange indlæggelser patienterne har før og efter, de har været med i projektet. Allerede nu kan de se, at hjemmebesøgene har en gavnlig effekt.

Vægten går op

Siden Line Schmidt begyndte at få besøg af teamet sidste sommer, har hun ikke været indlagt. Hjælpen har betydet, at hun er begyndt at tage på i vægt.

- Det er først det seneste års tid, at det er begyndt at gå stabilt, stille og roligt fremad. Før har vægten haft tilbageslag, men nu går det den rigtige vej.

Det giver tryghed for mig og min familie, at de kommer her. Både fordi det er de samme, som kommer, og fordi vi har en relation til dem, siger Line Schmidt. Line Schmidt og hendes forældre. Du har en god støtte i dine forældre, og dem kan du også tale med om sygdom- men og vægten. Hvorfor er det anderledes med Signe og Maria end det er med familien?

Line og hendes forældre får besøg i hjemmet

- Jeg snakker også med mine forældre, men Signe og Maria har jo en faglig- hed, som mine forældre ikke har. Lines mor Pia Schmidt er enig.

- Det er også trygt for os, at der kommer nogen udefra og holder øje med, hvordan det går.

Tør drømme om studie

I øjeblikket er 10 patienter tilknyttet Den Mobile Ernæringsenhed, og i alt har 19 patienter fået gavn af tilbuddet.

Ud over det udekørende team består projektet også af et arbejde, der skal styrke samarbejdet om patienter med svær spiseforstyrrelse mellem kommuner og Region Syddanmark. Eksempelvis uddanner de ambassadører, der kan koordinere det tværsektorielle samarbejde.

- Vi vil gerne hjælpe kommunerne med at lave et mere ensartet tilbud og støtte til patienterne, og derfor tager vi ud og underviser dem i spiseforstyrrelser, og hvordan man bedst hjælper patienterne med at spise. På den måde bliver vores indsats også mere bæredygtig, siger Jeanie Meincke Egedal. Og der er brug for at styrke hjælpen til lige netop denne patientgruppe, mener hun.

- Med dette projekt tænker vi også behandlingen til disse patienter på en ny måde. Selvom patienterne har samme diagnose, er de meget forskellige og kan have vidt forskellige behov.

Med dette projekt kan vi støtte de patienter, der har været hårdt ramte af en spiseforstyrrelse i mange år, til en hverdag med mere livskvalitet og mindre sygehus.

Line Schmidt har i dag fået det så godt, at hun tør planlægge at starte på en HF til sommer og måske komme med familien på camping i ferien.

APPFWU01V