Camilla fandt sin rette plads med forskning i psykiatrien

Fra fysioterapeut til ph.d. studerende i forskningsenheden. Det er den vej, Camilla Rosendal Lindekilde har taget i Psykiatrisk Afdeling Middelfart. Og der er ikke mange andre fysioterapeuter som hende, der ender med at forske i psykiatrien.

Men ifølge Camilla er det vigtigt, at forskellige faggrupper går ind i forskning. Der er nemlig brug for forskellige perspektiver på behandlingen, og hvordan psykiatrien kan forbedres for kolleger og patienterne.

- Fysioterapi er nok ikke det første, man tænker ind i det psykiatriske, men forbindelsen mellem det mentale helbred og kroppen er vigtig at undersøge og have med som en del af behandlingen. Og som fysioterapeuter har vi ofte en lidt anden relation og samarbejde med patienterne. Det har jeg taget med ind i forskningen. For vi kan godt blive bedre til at tage patienternes oplevelser med, siger hun.

Camilla landede lidt tilfældigt i forskningsenheden i Middelfart efter flere år som fysioterapeut i afdelingen. Og det skifte endte med at være det helt rette. 

- Jeg var aldrig endt i forskningen, hvis ikke det var for min leder i fysioterapien og vores forskningsleder Frederik. Det var dem, der såede tanken i mig og gav mig mulighed for at prøve det. Og nu kan jeg ikke forestille mig at lave forskning i et andet område end psykiatrien. Der er så mange spændende ting, vi kan tage fat i og forhåbentlig styrke behandlingen og forbedre hverdagen for kolleger og patienter, siger hun. 

Patienternes oplevelse af tvang

Camilla Rosendal Lindekilde er lige nu i gang med sit ph.d. studie, hvor hun undersøger patienters oplevelser af tvang og arbejdet med mindstemiddelprincippet. Og netop her er samarbejdet med patienter afgørende.

- Der er noget røre omkring loven om tvang og mindstemiddelprincippet, som er baggrunden for mit projekt. Når vi bruger tvang, skal vi gøre det, der er mindst indgribende. Men hvad er det? Og hvordan og hvornår skal vi inddrage patienternes ønsker? Lovgivningen siger, at både den faglige vurdering og patientens autonomi og selvbestemmelse skal være til stede. Så det er det, jeg undersøger mere om nu, siger hun.

Selve arbejdet med et ph.d. studie, og forskning generelt er ret komplekst, og kræver ifølge Camilla, at man starter med f.eks. at danne sig et overblik over eksisterende viden på området, som så kan give et praj om i hvilken retning, man går videre med i projektet. Det kan f.eks. være interviews med personale, patienter og pårørende, eller spørgeskemaer der giver mest mening for den næste del af undersøgelsen. Men der er mange forskellige måder at gribe forskning an på.

- Jeg har i dette projekt lavet et interview-studie med personalet, hvor vi bl.a. snakkede om mindstemiddelprincippet før tvang. Altså alt det, man kan tilbyde for at forsøge at undgå tvang – f.eks. sansearbejde, PN-medicin, samtaler eller andet, der deeskalerer. Der er en stor ”værktøjskasse” med initiativer, som personalet kan gøre brug af. Men hvad er det rigtige at vælge? Og hvordan arbejder vi f.eks. med forhåndstilkendegivelser? Og hvad med de patienter, der vurderes for syge til at indgå i dialogen om tvang? Det er noget af den viden, jeg håber på at komme ud med. Men der er sjældent et entydigt facit, og det taler ind i kompleksiteten i faget, siger Camilla.

Et godt team

Forskning i psykiatrien er samtidig mere end bare data, interviews og analyser. Som forsker og ph.d. studerende er der mange krav til, at man skal ud og undervise, skrive artikler, og så er det vigtigt at netværke med andre. Derudover er der hele processen med at søge penge, som er en stor del af forskningen, fordi der skal søges fonde og midler til at kunne udføre den forskning, man gerne vil lave.

Der er også udfordringer i selve det at udføre forskningen i praksis. For Camilla Rosendal Lindekilde har der dog kun været få situationer, hvor hun blev særligt udfordret. Der er det afgørende, at hun er en del af et godt team i forskningsenheden i Psykiatrisk Afdeling Middelfart.

- Jeg har oplevet at skulle håndterer patienter og pårørende der udtrykte frustration, fordi de var utilfredse med et spørgeskema, de havde modtaget, og jeg har oplevet forskning og arbejde, som jeg måtte opgive, fordi der ikke kom midler til det. Det skal man helst ikke stå alene med. Og så er det rart at vide, at vi her i forskningsenheden bliver grebet og har et team, hvor man kan spare med nogen, som ved, hvad det handler om og har mere erfaring. Især som ung forsker og ph.d. studerende er det guld værd at kunne dele erfaringer med kolleger og andre studerende, siger hun.  

Fra forskning til praksis

En af de store udfordringer på forskningsområdet er at få overført deres projekter til praksis. Derfor arbejder Camilla og de andre i forskningsenheden på forskellige måder med at få deres viden ud til kollegerne f.eks. med en miniforskningskonference i afdelingen, hvor kolleger og patienter kan høre mere og spørge ind. Samt med deltagelse på større nationale og internationale konferencer.  

- En del af arbejdet er også at formidle projekternes resultater på en håndgribelig måde, der taler ind i den psykiatriske praksis. Både eksternt, men også internt i afdelingen, så vi når bredt ud og får fortalt om vores forskning til kolleger, patienterne selv og andre. Det er jo der, vi gerne vil have forskningen ud. Men det ér svært. Vi vil gerne inddrage kolleger og patienterne, så det vi laver giver mening for dem. Og vi oplever stor interesse og vigtige input og perspektiver fra vores kolleger og patienterne, når vi præsenterer vores projekter, siger hun.

Det kræver derfor, at de tager det ét skridt ad gangen, for at få forskningen mere ud. For de enkelte projekter kan ikke bare lige overføres og fikse udfordringerne med et knips. Men ifølge Camilla Rosendal Lindekilde er forskning vigtig for at blive ved med at udvikle behandlingen og få ny viden.

Hun er derfor glad for, det er her, hun er nu. Og hun håber, der er meget mere forskning, når hun er færdig med sin ph.d. Hun har endda håb om at vende lidt tilbage til rødderne i fysioterapien og forske i det.  

- Jeg har lidt en drøm om på et tidspunkt at undersøge, hvad der sker med retspsykiatriske patienter kropsligt, og hvordan fysioterapi kan hjælpe de indlagte patienter. Fysioterapi er jo mange ting. Både den fysiske træning, og hvad det gør i forhold til f.eks. depression og angst, er der forsket en del i, men affektregulering og beroligende metoder er ikke et område, der findes så meget viden om, så der ser jeg spændende muligheder. Det vil jeg gerne undersøge, siger hun.