Skip til primært indhold

Implementering af EPJ SYD er gennemført med succes hos Psykiatrien i Region Syddanmark

Den tekniske implementering af EPJ SYD hos Psykiatrien i Region Syddanmark er overstået. Det betyder samtidig, at psykiatrisygehuset igen bruger samme patientjournal på tværs af afdelingerne. Dermed er det tid til at rette fokus mod de ændrede arbejdsgange, systemet lægger op til.

Implementeringsperioden har strakt sig fra 3. oktober 2021 til 29. maj 2022. Implementering har betydet, at psykiatrisygehuset i praksis har haft to patientjournaler i brug på samme tid hele perioden, som har krævet ekstra resurser.

- Det har været en stor opgave for hele psykiatrisygehuset, og implementeringsperioden har været ekstra udfordrende for os på grund af den trinvise overgang. Jeg vil gerne kvittere for det store arbejde, som alle involverede har bidraget med. Uden både gejst og tålmodighed, var vi ikke kommet så godt i gang, siger administrerende sygehusdirektør Charlotte Rosenkrantz Josefsen.

Bagrunden for den trinvise implementering skyldes, at psykiatrisygehuset har afdelinger fordelt i hele regionen, og implementeringen på psykiatrisygehusets afdelinger følger sammen med de øvrige sygehusenheder i regionen.

- Vi har været dygtige til at drage fordel af den rullende implementering, og det har naturligvis være en fordel undervejs. Nu er vi klar til at blive fortrolige med systemet på tværs af psykiatrisygehuset og drage nytte af de nye funktioner, som EPJ SYD lægger op til.

Rutine over tid

Med overgangen til EPJ SYD har Region Syddanmark samtidig udskiftet kernen i it-understøttelsen af det behandlingsfaglige arbejde. Det betyder også, at forandringerne fortsætter for medarbejderne, når implementeringsperioden er afsluttet.

- Vi har fortsat en stor opgave foran os i forhold til at blive fortrolige med systemet, og drage fordel af de mange nye funktioner EPJ SYD stiller til rådighed. Selv om vi nu har overstået den tekniske implementering, fastholder vi fokus på at få det fulde udbytte af systemet.

Om EPJ SYD

EPJ SYD erstatter det hidtidige patientjournalsystem COSMIC, som har været i brug i Region Syddanmark siden 2009. EPJ SYD implementeres af Region Syddanmarks programorganisation i samarbejde med Systematic A/S, der også har leveret EPJ-løsningen i Region Midtjylland og Region Nordjylland. 

APPFWU01V