Skip til primært indhold

Patientkoncert på Psykiatrisk Afdeling Svendborg

Torsdag var musiker Thomas Tang forbi Psykiatrisk Afdeling Svendborg for at afholde koncert for to afsnit. Koncerten er arrangeret gennem Håb i Psykiatrien, som giver afdelinger mulighed for at holde gratis koncerter for patienter.

Der blev hujet, klappet og sunget med, da musiker Thomas Tang torsdag holdt to koncerter på PA Svendborg.

- Musikken er et rigtig godt afbræk i hverdagen under en indlæggelse. Det bliver altid velmodtaget, og jeg synes det giver super god mening at lave sådan nogle aktiviteter for vores patienter, fortæller arrangør af koncerten Pia Buchhave Søgaard fra Psykiatrisk Afdeling Svendborg.

Meningsfyldt for alle parter

Thomas Tang optræder både på Fyn, Jylland og Sjælland og har også tidligere været på besøg hos vores afdelinger i Vejle og Middelfart.

Til dagens koncerter var der udbredt begejstring at spore blandt patienterne, der lyttede med, men også Thomas Tang ser stor mening i at rejse ud og optræde for vores patienter.

- Gennem Håb i Psykiatrien har jeg været ude og spille ca. 50 gange i år, og det er så fedt at komme ud og mærke, at man gør en forskel. Jeg kan se, det gør en forskel, og at patienterne bliver glade, men det giver også enorm meget mening for mig, så jeg er taknemmelig for, at det er muligt, fortæller han.

Håb i Psykiatrien tilbyder midler til aktiviteter for patienter

Det er organisationen Håb i Psykiatrien, der har finansieret de to koncerter, og de tilbyder hen over året en lang række aktiviteter og arrangementer, man som afdeling kan søge om. Det indebærer kulturaktiviteter som koncerterne, men også donationer til fællesskabende aktiviteter.

Kontakt

Lotte Slot Jensen

Frivilligkoordinator

Økonomi og Planlægning


23 45 37 57

Sidst opdateret 20. december 2021

APPFWU01V