Skip til primært indhold

Blodets symbolværdi

Bør vi stoppe åreladning under indlæggelse? Bør det være sådan, at patienter, der årelader, står i kø på lige fod som andre til at få blod?

Sagsfremstillig

Dilemmaet opstår omkring en patient, der i perioder selvskader i voldsom grad. Dette gør patienten blandt andet ved åreladning. Åreladningen resulterer ofte i, at patienten påvirkes i svær somatisk grad, som medfører akut behandling. Patienten ønsker ikke dette - derfor foregår det på tvang i de tilfælde, hvor patienten er i fare for organsvigt eller alvorlige skader.

I situationerne skal der oftest både tages blodprøver på tvang, samt gives blod på tvang. Nogle gange samarbejder patienten omkring dette (under tvang), men det har også været nødvendigt at bæltefiksere patienten i forbindelse med både transport til somatisk sygehus, samt under selve behandlingen. Der er altid en fast vagt sammen med patienten i disse situationer. Ofte årelader patienten igen ganske kort tid efter at have modtaget blod på tvang.

I personalegruppen er det meget svært at udholde tanken om, at patienten selv vælger at årelade i en sådan grad, at det resulterer i blodtransfusion på tvang. Blod, som doneres af frivillige. Blod, der er mangel på. Blod, der også kunne være brugt til at redde andre liv.

Bør vi stoppe åreladning under indlæggelse?

KEK havde følgende umiddelbare refleksioner i forhold til sagsfremstillingen:

  • Bør det være sådan, at patienter, der årelader, står i kø på lige fod som andre til at få blod?
  • Hvornår skal man gribe ind med tvang for at beskytte patienten?
  • Hvornår er det her farligt og hvad gør den megen blod ved patientens omgivelser?
  • Bør personalet redde patientens liv, når patienten gerne vil årelade? - der er mangel på blod.
  • Selvskade versus ønske om død. Er patienten klar over, hvor farligt det er?
  • Somatisk sygdom versus psykisk sygdom. Er de to ligestillet?
  • Hvordan kan det lade sig gøre, at patienten får ”lov” til at årelade, når patienten er indlagt?
  • Det er belastende for personalet at være tæt på patienter, der selvskader. Hvor går grænsen?
  • Hvilke former for selvskade ser vi i dag? Hvordan kan vi følge med og få relevant viden om de forskellige former for selvskade samt forståelse for baggrundene for at udøve selvskade?
  • Hvad er funktionen af selvskaden for patienten?
  • Hvorfor bliver vi mere påvirket af, at selvskade sker i form af åreladning? Er det voldsomheden i det? Behovet for at få tilført blod efterfølgende?
  • Det er vel lige så meget på sin plads, at en psykiatrisk patient får tilført blod, som det er for en somatisk patient. Det er også en sygdom, der gør, at den psykiatriske patient skal have blod.
  • Personalet har en faglighed og nogle procedurer, man plejer at navigere ud fra – er man nødt til at tilsidesætte disse i det her tilfælde? 

Sager behandlet af Klinisk Etisk Komite er som udgangspunkt offentlige.
Kontakt næstformand, hvis du ønsker sager om et bestemt emne.

APPFWU02V