Skip til primært indhold

Brug af pronominer

Hvordan skal vi forholde os til kønsidentitet hos patienter? Skal man som kollega ”blande” sig i andres ageren over for patienter med en anden kønsidentitet?

Sagsfremstilling

En klinisk sygeplejelærer på en af vores psykiatriske afdelinger får i forbindelse med en refleksion med en uddannelsestagende på afdelingen kendskab til, at den uddannelsestagende i sin klinik periode flere gange har oplevet, at sundhedspersonalet konsekvent overhører og ikke forstår en patients tydelige ønske om at blive tiltalt med andet end han/hun, da patienten har en anden kønsidentitet.

Den uddannelsestagende oplever, at patienten er meget ked af ikke at blive respekteret, som det/den patienten føler er rigtigt. Den uddannelsestagende er påvirket af de gentagne oplevelser med sundhedspersonalets ignorering af patientens ønske om en anden tiltaleform. Den uddannelsestagende er i tvivl om, hvordan vedkommende skal agere i situationen. Skal den uddannelsestagende italesætte det over for sundhedspersonalet? Følger der et ansvar for sundhedspersonalets ageren over for patienten?

I lyset af den generelle debat om kønsidentitet i det offentlige rum, er det den kliniske sygeplejelærers vurdering, at den beskrevne problematik fremover vil fylde mere på afdelingerne.

Bør man som kollega gøre opmærksom på brugen af forkerte pronominer?

Medlemmerne i Klinisk Etisk Komite havde følgende umiddelbare refleksioner i forbindelse med patienter, der ønsker at blive tiltalt med en anden tiltaleform end han/hun.

  • Det kan være svært og akavet for mange, som hele sit liv kun har kendt til to køn (han og hun) at skulle bruge andre tiltaleformer. Man kan føle sig usikker og bange for at få udtrykt sig forkert over for patienten.
  • Personalet kan være i tvivl, om det er patientens sygdom der udspiller sig, når patienten identificerer sig som andet end sit biologiske køn eller om det reelt er patientens blivende personlighed, der kommer til udtryk.
  • Patienter kan blive påvirket af at se sin journal, hvis man der konsekvent har skrevet en anden tiltaleform, end det patienten ønsker.
  • Det er som patient vigtigt at blive mødt som den person man er, blive respekteret og set som den man er. Det sætter måske patienten tilbage i sin sygdomsbehandling, hvis patienten møder ”modstand” i forbindelse med sin identitetsopfattelse.
  • Vi er nødt til at respektere patientens ønske om at blive tiltalt på en bestemt måde. Vi bør undervise i emnet på vores uddannelser.
  • Vi bliver nødt til at tale med vores elever og studerende om det ift. at give ordentlig sygepleje.
  • Det er deeskalerende at imødekomme patientens ønske om tiltaleform. Det kan i modsat fald resultere i en konfliktsituation, der ikke gavner nogen parter.
  • Den uddannelsestagende virker umiddelbart meget påvirket af patientens synsvinkel og er måske lidt blind for sine kollegers dilemmaer omkring emnet. Det kalder på mere refleksion hos den uddannelsestagende.
  • Som uddannelsestagende er man sårbar og taler måske ikke imod overlægen og andre faggrupper. Hvordan håndterer den uddannelsestagende sin sårbarhed i relation til sin position i hierarkiet i personalegruppen? I dette dilemma drejer det sig om kønsidentitet, men det kunne være mange andre emner.
  • Hvordan møder vi som fagperson patienten? Det er ikke kun personalet, der kan reagere usikkert eller afvisende, det vil patienten måske også møde i andre sammenhænge i livet. Bør vi som fagpersoner ikke hjælpe patienten til at arbejde med udfordringerne fremfor at undgå at italesætte det svære omkring en anderledes tiltaleform og dermed pakke patienten ind i vat?
  • Vi skal tiltale patienten som ønsket og derfor er det egentlige dilemma, det dilemma den uddannelsestagende har i forhold til sine kolleger.
  • Bør vi ændre vores almen kendte omgangsformer for at imødekomme en patient eller særlig subkultur?
  • Bør den uddannelsestagende i en følelse af solidaritet med patienten italesætte over for sine kolleger, at vedkommende finder deres ageren uhensigtsmæssig? Er det at være illoyal?
  • Det giver sproglige udfordringer og grammatiske problemstillinger, når man skal formueler sig korrekt med brug af forskellige pronominer.
  • Hvor går grænsen for det hensyn vi skal tage til patienten?
  • Hvad er normalt?
  • Hvis patienten ikke føler sig mødt – behandler vi så?

Klinisk Etisk Komite belyser herefter dilemmaet gennem en etisk refleksion, hvor 5 områder gennemgås:

DET ETISKE DILEMMA
(præcisering af dilemmaet)

FAKTA
(relevant fakta og jura, der er med til at indskærpe rammerne for dilemmaet)

BERØRTE PARTER
(hvem er involveret, hvilke værdier repræsenterer de, hvad er på spil?)

ETISK ANALYSE OG VÆRDIER
(relevant teori og begreber til at gå dybere i dilemmaet)

HANDLEMULIGHEDER
(Hvad kan sagshaver - eller andre gøre?)

Afslutningsvis afgiver komiteen både ja og nej svar til det etiske spørgsmål.

Sager behandlet af Klinisk Etisk Komite er som udgangspunkt offentlige.
Kontakt næstformand, hvis du ønsker sager om et bestemt emne.

Kontakt

Lene Hovedskou

Næstformand for KEK og etisk konsulent

Ansat i Administrationen


24 79 82 32
APPFWU02V