Hvordan møder vi tavshed?

Sagsfremstillig

Det drejer sig om en patient med diagnoserne atypisk autisme og elektiv mutisme. Patienten har tidligere været på botilbud, hvor patienten efter sigende fungerede godt og havde gode færdigheder som madlavning, indkøb og lign. - dog med støtte. Patienten kom derefter i egen bolig med bostøtte. Dette fungerede ikke og der er ikke støtte mere. Patienten har fortsat egen lejlighed, men bor der ikke - opholder sig hos sine forældre, når vedkommende ikke er indlagt. Dette er ikke en holdbar løsning. Forældrene er ved at være brugte og har udtrykt, at de mener at deres barn støttes bedst ved at komme på botilbud. Patienten er indlagt på afdelingen, da vedkommende har en behandlingsdom og denne er aktiveret grundet chikane. Der er ikke de store behandlingsmuligheder på afsnittet – man arbejder på at finde en løsning til udskrivelse.

Udfordringen er at patienten ikke vil samtale med nogen. Det er meget få personaler patienten har tiltro til og hvor tale lykkes, og i så fald det lykkes, leder det til chikane af personalet. I mødet med resten af personalegruppen er patienten tavs eller udtrykker blot et ”Ja” og ”Nej”, hvilket tilskrives diagnosen. Afdelingens Socialrådgiver har flere gange forsøgt at drøfte patientens boligsituation med patienten og foreslået forskellige muligheder de kunne gøre imens de taler; tegne, gå i genbrugen som patienten elsker, smalltalke, gå en tur osv. Men det er ikke lykkedes. Patienten ønsker heller ikke inddragelse af kommunen og det kræver et samtykke for at komme videre.

Bør psykiatrien lave en plan med en klar kommunikationsform, som kun kan fraviges hvis patienten aktivt protesterer?

Ja fordi:

• Ellers bliver nogle personaler brugt som middel til behovstilfredsstillelse – risiko for chikane
• Det beskytter personalet, både ’den udvalgte’ og andre personaler, samt det at stå sammen
• Vi vil ikke risikere at patienten gør skade på sig selv og andre udvalgte
• Det har ikke været muligt at opnå samtykke ved dialog/og til dialog
• Vi tager ansvar og drager omsorg for patienten: nedsat evne til at forvalte beslutninger og egen autonomi

Nej fordi:

• Vi risikerer, at personalet bliver brugt som middel til at understøtte en ensrettet plan, hvor det ikke opleves autentisk for alle medarbejdere.
• Vi bruger ét personale som middel for at tilgodese resten af personalegruppen.
• Det kan give anledning til moralsk stress da personalet er tvunget til at gå på kompromis med egen erfaring, faglighed og værdighed.
• Det kan opleves som skade og giver mere modstand hos patienten.

Sager behandlet af Klinisk Etisk Komite er som udgangspunkt offentlige.
Kontakt næstformand, hvis du ønsker sager om et bestemt emne.