Annemette ville være sygeplejerske, og nu har hun været i gang i 40 år

Ligeså langt tilbage Annemette Clausen Forsdahl kan mindes, ville hun være sygeplejerske. Hun lod sin drøm føre sig afsted, og den 1. april 1984 blev hun ansat som elev ved Vejle Sygehus. Et år efter stod hun med sit uddannelsesbevis i hånden og fremtiden for sine fødder.

At det blev til en karriere i psykiatrien er et tilfælde, fortæller hun. For hun havde en stor appetit på alt, hvad der handlede om sygepleje, og den appetit kunne have ført hende mange steder hen. Men en dag fik hun et tip om et vikarjob som sygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling i Vejle. Annemette fik jobbet, der senere blev til en fast stilling.

Årene, der er gået siden, har været en spændende udviklingsrejse - også for psykiatrien i bred forstand.

Annemette har gjort hele turen med, og har i de forløbne år behandlet og hjulpet hundredevis af mennesker gennem alvorlige livskriser og sygdomsforløb i samarbejde med kolleger på tværs af fagligheder.

En anden tid

Der er sket meget med den psykiatriske behandling og synet på patienterne siden midten af 1980’erne, fortæller Annemette Clausen Forsdahl.  

- Dengang var det jo personalet, der var eksperterne. Patienterne var patienter. Det var jo ikke fordi, at vi og lægerne ikke respekterede patienterne. Men det var sådan, at tankegangen var på den tid.

Når man blev indlagt, ventede man på, hvad lægen sagde. Behandlingen lagde patienten lidt fra sig, fordi det jo var lægen, der vidste bedst.

- Heldigvis er det blevet meget anderledes. Hele tilgangen og kulturen har ændret sig, og dag er patienterne eksperter i deres eget liv.

Også synet på den medicinske behandling af psykiske sygdomme har udviklet sig. Fokus var på at fjerne sygdommen gennem medicinsk behandling, og man betragtede mere diagnoserne som fejl, der skulle rettes.

- Dengang var der desværre ikke så mange forskellige præparater at vælge imellem. Så mange fik medicin med mega mange bivirkninger, som kunne ødelægge meget - også socialt.

I dag er der mange flere præparater at vælge imellem og en hel anden tilgang til mennesker med psykiske lidelser.

- Ud over den aktuelle diagnose interesserer vi os også for, hvilke andre udfordringer patienten bærer med sig. Det kan fx være ubehandlede traumer, der står i vejen for at patienten kan få et ordentligt liv.

Tid er vigtig

Annemette lægger vægt på at støtte patienterne i at opbygge et håb og en tro på, at der er et godt liv på den anden side af den krise, de står midt i. Og den slags tager tid.

- Jeg savner, at vi har mere tid til at snakke med patienterne, som vi havde tidligere. Dengang skulle vi ikke dokumentere så meget. Måske kunne man bytte noget af den tid, vi bruger på dokumentation til tid sammen med patienterne?

Tiden på afdelingen i Vejle har også været præget af forandringer fra at være en del af Vejle Sygehus til at blive del af et selvstændigt regionshospital. Alle de organisatoriske forandringer til trods har det været en god arbejdsplads, hvor tillid og omsorg for medarbejderne har været i centrum.

- Jeg har været heldig at have virkelig gode afdelingssygeplejersker i mit arbejdsliv. Dygtige ledere som både har givet ansvar, faglige udfordringer og anerkendelse. Ledere der også har set og forstået, hvad jeg er god til.

Det handler om mennesker

Annemette Clausen Forsdahl har rundet de 61 år, og har stadig nogle år tilbage på arbejdsmarkedet. Dem ser hun frem til.

- Jeg kan godt lide den akutte psykiatri, jeg kan godt lide at være sammen med kolleger hver dag og snakke fagligt om, hvad det er vi ser hos vores patienter og blive klogere sammen. Jeg kan godt lide det fællesskab vi har.

Og det er heller ikke slut med at lære og tilegne sig nye indsigter.

- Du bliver aldrig udlært i psykiatrien, aldrig. Selv om jeg har været her i så mange år, så lærer jeg nyt hele tiden. For det er hele tiden nye mennesker, vi er sammen med. Der er en masse standardiserede tilgange og kliniske retningslinjer, som vi hele tiden tager udgangspunkt i. Men alle mennesker er forskellige og kommer med forskellige baggrund og med forskellige kompetencer på den ene eller den anden måde.

- Så der er ikke to mennesker, der er ens, og det gør også, at mit arbejde bliver ved med at være interessant.