Skip til primært indhold

Birgitte Kibenich siger farvel til psykiatrien efter 39 år

Chefsygeplejerske i Psykiatrisk Afdeling Svendborg Birgitte Kibenich stopper efter 39 år i den syddanske psykiatri. Og hun kan se tilbage på et arbejdsliv, hvor især arbejdet med gode relationer og store forandringer har fyldt, både som sygeplejerske og leder.

Birgitte Kibenichs tid i psykiatrien blev markeret ved en reception den 8. marts

Den 8. marts var der afskedsreception for chefsygeplejerske i Psykiatrisk Afdeling Svendborg Birgitte Kibenich. Efter 39 år i den syddanske psykiatri siger hun farvel.

Et fascinerende speciale

Birgitte Kibenichs interesse for psykiatrien startede i 1981, da hun som sygeplejestuderende var i praktik på en lukket psykiatrisk afdeling i Glostrup. Her faldt hun for området og er blevet hængende lige siden.  

- Det er et fascinerende speciale, og jeg blev draget af, hvor komplekst sindet er, og hvad man alligevel kan gøre for at hjælpe. At vi ved at have nogle gode relationer og med vores kommunikation kan gøre en forskel. Og at man aldrig bliver færdig. Man bliver hele tiden bedre, siger hun.

Skiftet fra hovedstaden til Syddanmark kom i 1985, med en fast stilling som i Psykiatrisk Afdeling Middelfart. Efterfølgende prøvede Birgitte Kibenich kræfter med et job som sygeplejelærer i psykiatri i Odense, med aftenvagter i den psykiatriske afdeling ved siden af. Senere fandt hun i 2001 ind på ledelsesvejen som chefsygeplejerske i Børne- og Ungepsykiatrien i Esbjerg. De seneste 10 år har hun været chefsygeplejerske i Psykiatrisk Afdeling Svendborg.

Startede i en anden tid

Med de mange års erfaring i bagagen har Birgitte Kibenich oplevet store forandringer undervejs.

Fra 1980’erne hvor personalet gik med uniformer, og pårørendeinddragelse især på voksenområdet endnu ikke havde høj prioritet. Frem til i dag med det nu store fokus på inddragelse og relationen til både patienter og pårørende samt brugen af supervision og terapier i hverdagen. Og som ung sygeplejerske var Birgitte Kibenich selv med til at indføre nogle af de forandringer.   

- Jeg kom til Middelfart i 80’erne som ung københavner med alle mine gode ideer om supervision, terapi og pårørendeinddragelse, som jeg havde lært på mit første arbejdssted. Det var helt nye ideer i psykiatrien den gang. Men jeg var med til at påvirke udviklingen og få indført supervision og mere pårørendeinddragelse. Og jeg oplevede en stor åbenhed hos mine kolleger, siger Birgitte Kibenich.

Hun mener, vi i dag skal huske på, hvor stor en udvikling, psykiatrien har været igennem på de 40 år.

- Der er meget, der har udviklet sig til det bedre. Vi har i dag en anden tilgang til patienterne og pårørende. Der er mindre skam, og vi ved, at det ikke er nogens skyld. Hvis bare du er nysgerrig, kan du komme tættere ind på patienterne og bedre forstå dem, siger Birgitte Kibenich.

Birgitte Kibenich afskedsreception 1

Birgitte Kibenich modtog flere taler til sin afskedsreception på Psykiatrisk Afdeling Svendborg

Relationer i fokus

Et af de steder Birgitte Kibenich især har bemærket udviklingen er også i sygeplejefaget. For hende er relationer altid en vigtig del af arbejdet. Men det at være sygeplejerske i psykiatrien er ikke det samme i dag, som det var engang.

- Sygeplejerskens rolle er blevet mere nuanceret og på nogen måder også mere kompleks i dag. Der er mere somatik og medicin i psykiatrien nu. Og vi har en specialuddannelse nu, som jeg selv var med til at starte. Men det der kendetegner sygeplejearbejdet er stadig, at det i psykiatrien er meget relationsbåret. Vi kommer med vores faglighed, men i høj grad også vores erfaring som menneske og evner til at danne relationer, siger Birgitte Kibenich.

Særligt oplever hun, at sygeplejersker og nu også alle andre faggrupper har ansvar og bliver inddraget i behandlingen. Det har hun også selv som leder i mange år arbejdet med at understøtte.

- Jeg har lagt meget vægt på at være den lyttende, rummelige og omsorgsfulde leder. Det har været vigtigt for mig at medinddrage medarbejderne og få flest mulige perspektiver med, så vi kunne tage gode beslutninger, siger Birgitte Kibenich.  

Stolthed og taknemmelighed

Tiden i psykiatrien har for Birgitte Kibenich været fyldt med både gode og hårde oplevelser, som har sat sig fast i hende. Dem tager hun med sig. Og selvom der bliver sagt og skrevet meget om psykiatrien, så ser hun tilbage med stolthed og taknemmelighed.

- Der er mange ting, jeg er stolt af. Selvfølgelig senest fra min tid i Svendborg, hvor jeg er stolt af og taknemmelig for mine kolleger og vores måde at arbejde på og holde sammen. Men også generelt i Psykiatrien. Man kan godt have tillid til, at vi der arbejder i psykiatrien, er der, fordi vi vil gøre en forskel og hjælpe de mennesker, der har det svært. Selvom vi til tider er presset, og tempoet er højt, så er psykiatrien fyldt med dygtige folk, som knokler for at hjælpe patienterne, siger hun.

Birgitte Kibenich har valgt at gå på pension fra den 29. februar 2024. Nu skal tiden bruges på de personlige relationer.

-Jeg ser meget frem til at have tid til en masse projekter og mere tid med familien og venner. Igen er det relationerne, der er vigtige for mig. Det er jo dem, vi husker, siger hun.  

Psykiatrien i Region Syddanmark siger tak til Birgitte Kibenich for de mange års dedikerede arbejde som både sygeplejerske og leder, og for det aftryk hun har sat på psykiatrien.

APPFWU02V