Efter 40 år er Elisabeth stadig nysgerrig på patienterne og sin egen faglighed

Specialsygeplejerske Elisabeth Winkler Pedersen har gennem hele sit arbejdsliv været nysgerrig. Det gælder både i forhold til sin egen faglighed, men især også i forhold til patienterne og deres liv.

Og her efter 40 år i Region Syddanmark er hun ikke i tvivl om, at hun landede det rette sted i psykiatrien.

- Da jeg i 1984 startede som sygeplejerske i et akutafsnit på OUH, havde jeg ikke set det komme, at jeg i dag ville sidde i psykiatrien. Men med et vikariat i Psykiatrisk Afdeling Middelfart i 1998, var det som at få det helt rigtige par sko på. Det var hér, jeg hørte til. Og siden da har jeg kaldt det verdens bedste speciale, siger hun.

I psykiatrien er et af de vigtigste remedier nemlig i høj grad én selv. Og netop arbejdet med relationer og den menneskelige kontakt er det, der har holdt Elisabeth Winkler Pedersen i psykiatrien lige siden.

- Når mennesker møder psykiatrien for første gang eller kommer tilbage hertil, står de ofte midt i en kritisk og kaotisk tid i deres liv. At jeg kan møde dem med ro, og forsøge at være med til at bane vejen midt i det kaos, er enormt givende. Mange har brug for støtte igennem processen, fordi de pludseligt står og skal skabe et godt liv på nogle helt andre vilkår, end de havde drømt om eller tænkt sig, siger Elisabeth.

Stadig nysgerrig

Gennem årene har Elisabeth haft forskellige roller i psykiatrien. Hun brænder nemlig for at lære nyt og udvikle sin faglighed. Hun har derfor prøvet kræfter med undervisning, har taget en specialuddannelse og en master-uddannelse og har været oversygeplejerske på et sengeafsnit. 

- Jeg er stadigvæk nysgerrig. Og jeg har været heldig at have gode ledere i psykiatrien, som sagde ok til kurser og efteruddannelse, når der var råd til det og mulighed for det. Det at mærke opbakning og følgeskab, og efterfølgende komme tilbage og mærke stor interesse fra kollegerne til alt det nye, det har jeg været rigtig glad for. På den måde udvikler vi os sammen. Uanset om man er underviser, sygeplejerske, fysioterapeut, peermedarbejder, så bidrager vi alle til samarbejdet om at lykkedes med patienterne og have god kontakt til de pårørende, siger Elisabeth.

Efter hvert nye eventyr ender hun dog med at komme tilbage til kernenopgaven; patientkontakten. Og her er det vigtigt for hende at lytte, uanset hvad patienterne har brug for at sige.

- Som personale er vi mere vidende på faget. Men den, der har brug for os, er mere vidende på sin egen situation. Det er ligeværdigt. Og det er vigtigt, vi har respekt for det perspektiv, vores patienter kommer ind ad døren med. Min erfaring er, at man faktisk allermest har brug for to ører, og viljen til et autentisk møde. Ofte er det en lettelse for den anden bare at kunne læsse af til én der lytter. For alternativet er at sidde med det alene. Og jeg kan tåle at høre alt, patienterne må godt være sure og frustrerede. Vi kan ikke fikse alt, men vi kan hjælpe med alt det, vi kan - ikke mindst at facilitere den enkeltes proces, siger Elisabeth Winkler Pedersen.

Også samarbejdet og kontakten til pårørende, patienters børn og andre omkring dem er en vigtig del af arbejdet i dag. Sammen kan de nemlig ofte sikre den bedst mulige hjælp. 

Ikke klar til at stoppe

For to år siden sagde Elisabeth Winkler Pedersen farvel til et job som leder i Psykiatrisk Afdeling Middelfart. Hun ville tilbage til patienterne. Nu sidder hun som specialsygeplejerske i Lokalpsykiatrien Middelfart, og er glad for at være tilbage ved den daglige kontakt til dem, der har brug for hjælp.

- Det er arbejdet med patienterne og mødet med dem, jeg brænder mest for. Jeg kunne jo godt vælge at blive folkepensionist nu, men det har jeg ikke lyst til. Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at arbejde. For jeg arbejder med det jeg allerhelst vil. Jeg har gode og dygtige kolleger, gode vilkår, og langt de fleste dage går jeg hjem og tænker; fed dag, siger hun med et smil.

Også nysgerrigheden har hun stadig. Hver dag forsøger hun at lytte og forstå de mennesker, hun sidder overfor. Ofte starter det med et simpelt spørgsmål: Hvordan kan jeg bedst hjælpe dig lige nu?

- Når folk kommer til os, så er det jo ofte fordi, de gerne vil have kontakt og hjælp til at finde egen kurs igen. Så må vi undersøge og være undrende. Være nysgerrige og ikke være bange for at spørge. For patienterne er tit villige til at forklare, hvad de har brug for, hvis vi lytter. Og det er en kæmpe tillid at vise. Jeg har f.eks. aldrig selv været med til vinterbadning, men jeg har holdt håndklæder for patienter, som synes, det var hjælpsomt at vinterbade, siger Elisabeth Winkler Pedersen.