Chefsygeplejerske fortsætter som afdelingsleder i Psykiatrisk Afdeling Vejle
Chefsygeplejerske Tanja Wind Kenne har siden juni sidste år fungeret som afdelingsleder i Psykiatrisk Afdeling Vejle. En rolle som hun nu fortsætter i.
Hun kender i forvejen ruten fra hjemmet i Sjølund til Psykiatrisk Afdeling Vejle.
For Tanja Wind Kenne har nemlig taget turen mange gange, siden hun midlertidigt overtog rollen som chefsygeplejerske i afdelingen sidste år. Og nu ligger det altså fast, at hun også fremover er en del af ledelsesteamet på Nordbanen – hvor hun sammen med konstitueret cheflæge Kristina Espesen udgør afdelingsledelsen.
- Der er ingen tvivl om, at vi som afdeling er inde i en spændende udvikling, og det ser jeg frem til fortsat at være en del af, lyder det fra Tanja Wind Kenne.
- For mig er det tydeligt, at vi har rigtig mange dygtige medarbejdere, der virkelig brænder for psykiatri og vores patienter. Vi står over for mange nye opgaver, og med den rette struktur og tydelighed er jeg overbevist om, at vi fortsat vil vokse som afdeling.
Tanja Wind Kenne er uddannet sygeplejerske med speciale i psykiatri, og har en diplomuddannelse i ledelsen. Hun er desuden ved at tage en master i offentlig ledelse.
Tidligere har hun fungeret som funktionsleder på netop Psykiatrisk Afdeling Vejle, hvor hun blandt andet har været med til at starte et nyt afsnit op for patienter med dobbeltdiagnose. Inden da var hun med til at etablere, stabilisere og udvikle De særlige pladser i Vejle.
Siden juni 2021 har Tanja Wind Kenne desuden fungeret som chefsygeplejerske i Børne- og Ungdomspsykiatrien. Først som chefsygeplejerske i Børne- og Ungdomspsykiatrien Sydjylland og siden som chefsygeplejerske i Børne- og Ungdomspsykiatri Syddanmark.
Psykiatrisk Afdeling Vejle behandler voksne i alderen 18 år og opefter og har seks sengeafsnit samt tre lokalpsykiatrier i Fredericia, Vejle og Kolding.