Skip til primært indhold

Jan Rosenbjerg Albertsen starter som chefsygeplejerske for Psykiatrisk Afdeling Middelfart

Onsdag d. 31. maj tiltræder Jan Rosenbjerg Albertsen som chefsygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling Middelfart og udgør herefter sammen med cheflæge Louise Ahrendt ledelsen for afdelingen.

- Det er min oplevelse, at vi heldigvis har fået fuldt fokus på psykiatrien i vores samfund. Det glæder jeg mig helt vildt til at være med til at omsætte bl.a. gennem indsatserne i 10-årsplanen i samarbejde med alle de dygtige medarbejdere i Middelfart, siger Jan Rosenbjerg Albertsen.

Med Jan Rosenbjerg Albertsen i afdelingsledelsen får Psykiatrisk Afdeling Middelfart en erfaren leder ombord, der brænder for at gøre en positiv forskel for patienter og medarbejdere.

Med i baggagen har han to lederuddannelser og ni års erfaring som leder fra forskellige områder i og udenfor sundhedsvæsnet. Det er med stor tilfredshed at sygeplejefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark, Anne Mette Vind på vegne af hele psykiatrisygehuset byder Jan Rosenbjerg Albertsen velkommen. 

- Vi er rigtig glade for at have fået Jan med som leder i vores syddanske psykiatri. Jan har uddannelse, erfaring  fra flere områder og ikke mindst visioner, som skal til for at kunne stå i spidsen for vores afdeling i Middelfart i samarbejde med Louise Ahrendt. De kommer til at udgøre et stærkt ledelsesteam, og det vil komme patienter og medarbejdere til gode.

Det handler om god trivsel

Trivsel, balance og selvindsigt er vigtigt overalt i dag. Men særligt i psykiatrien, hvor medarbejderne bruger sig selv som redskaber i omsorgen og behandlingen.

Derfor er omsorg for medarbejdernes ve og vel et uomgængeligt fokusområde. For god trivsel hos medarbejderne hænger tæt sammen med høj kvalitet i kerneydelsen, forklarer Jan Rosenbjerg Albertsen.

- Det handler for mig om at understøtte nogle handlinger, hvor vi ser på potentialer og muligheder for den enkelte. Det gælder for patienter – og det gælder også for personalet.

Udvikling og forskning

Udvikling er en del af ledelsesopgaven, og det nye medlem af afdelingsledelsen i Middelfart lægger vægt på, at udvikling skal være fagligt velfunderet. 

- Det er også min overbevisning, at når vi sammen udvikler vores behandling og pleje, så skal det helst være understøttet af god evidensbaseret forskning. Her er den syddanske psykiatri godt på vej generelt - ikke mindst her i Middelfart. Men jeg tror, vi kan blive endnu bedre, og jeg glæder mig rigtig meget til at være en del af afdelingen.

Jan Rosenbjerg Albertsen er 48 år og bosiddende i Herning. Han kommer direkte fra en stilling som leder af sygeplejerskeuddannelsen på VIA University College, Herning Holstebro.

Yderligere information

Sygeplejefaglige direktør Anne Mette Vind: 20 26 92 16

Chefsygeplejerske Jan Rosenbjerg Albertsen: 41 41 71 61

Cheflæge Louise Ahrendt: 30 44 84 63

APPFWU02V