Skip til primært indhold

Bedre hjælp til selvskadende patienter i Fælles Akutmodtagelse - forskningsprojekt

Hver dag modtager akutmodtagelsen i Odense 3 patienter og cirka 1.000 om året på grund af selvskade, men personalet mangler psykiatriske kompetencer, så behandlingen har kun fokus på de fysiske skader. Det betyder, at patienterne ikke får hjælp i rette tid til deres psykiatriske sygdom, som er årsagen til selvskade. Den manglende hjælp betyder behandlingsforløb, der ikke hænger sammen, og genindlæggelser på grund af selvskade. Det arbejder forskerne på at forbedre ved at afprøve 2 nye løsninger.

Forskningsprojektets formål

Projektets formål er at forbedre behandlingen af mennesker, der selvskader. Det gøres ved at afprøve 2 nye løsninger, hvor akutmodtagelsen og psykiatrien arbejder tættere sammen.

Selvskade er et stigende sundhedsproblem

Særligt blandt unge er selvskade et stigende sundhedsproblem. Selvskade hænger ofte sammen med psykisk svære situationer og følelser. I akutmodtagelsen i Odense modtages i gennemsnit 3 patienter om dagen, som skal have behandling af en fysisk selvskade.

Personalet uddannet i behandling af fysiske sygdomme

Personalet på FAM - Fælles Akutmodtagelse er specialiseret i at behandle fysiske sygdomme, men ikke psykiske. I dag er der ikke et tæt samarbejder mellem akutmodtagelsen og psykiatrien. Det betyder, at patienter med selvskade ofte ikke får den nødvendige psykiatriske hjælp, de har brug for. Mange føler sig magtesløse og oversete, hvilket kan føre til gentagne indlæggelser og langvarige selvskadeforløb.

Inddragelse af patienter, pårørende og sundhedspersonale

Projektet har identificeret nøgleudfordringer og udviklet nye løsninger, der afprøves for at bidrage til en mere sammenhængende indsats ved at inddrage patienter, pårørende og sundhedspersonale.

Løsning 1 med 2 psykiatriske specialsygeplejersker, der arbejder forskudt i psykiatri og akutmodtagelse

2 psykiatriske specialsygeplejersker, som arbejder forskudt mellem psykiatrien og akutmodtagelsen og møder selvskadepatienter ved ankomst til akutmodtagelsen. Sygeplejersken vurderer risikoen for gentagelse af selvskade, reviderer patientens kriseplan og sikrer en behandlingsplan inden patienten udskrives. Sygeplejersken følger op med patienten efter 1 og 7 dage for at se, om planen virker efter hensigten.

Løsning 2 med tilkald af psykiatriske specialsygeplejersker

Psykiatriske specialsygeplejersker kan tilkaldes til akutmodtagelsen, når en patient med selvskade ankommer uanset tidspunktet på døgnet. Sygeplejersken vurderer risikoen for gentagelse af selvskade, reviderer patientens kriseplan og sikrer en behandlingsplan, inden patienten udskrives.

Forventninger til projektet

Det er forventningen, at projektet kan sætte en ny standard for behandling og forebyggelse af selvskade. Ved at afprøve 2 løsninger, som er udvalgt af patienter, pårørende og personale, får vi viden om den mest effektive tilgang, når målet er at forebygge selvskade og nedbringe genindlæggelser grundet selvskade.

Anvendelse af kvalitative og kvantitative metoder vil gøre forskerne klogere på, om:

  1. Forbyggende effekt ved at tilbyde opfølgning efter udskrivelse.
  2. Patienten følger deres behandlingsplan og årsagerne til det.
  3. Patienten og pårørende oplever sammenhæng i forløbet.
  4. Nye samarbejdsmodeller mellem psykiatrien og somatikken opleves som anvendelige for personalet.
APPFWU02V